Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Edle Hartmann Schjødt: Kristianiakauserier. II. Den hublige cirkus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kristianiakauserier.
liker det godt, uagtet mamas koketteri jo er lidt stivbenet,
ialfald smiler han hele tiden et smil, som gaar over hele hans
krop. Men da de er ved Skjellebæk, da! gjæsper papa
fra dybet af sin sjæl ! Mamas toskede lille hjerte
dumper bump! som en blyklump ned i hendes mave,
hvor det blir liggende. Men mama er altsaa lidt «hysterisk».
Nu tror De gjerne, at papa ikke elsker mama De?
Da skal jeg si Dem, at papa er omend kanske übevidst
ganske overbevist om det modsatte. Han vilde stirre paa
Dem som paa et galt menneske, hvis De vovede at dra et
saa faktisk faktum i tvil, og spørge om fanplaget Dem?
Tilslut har vi det nødvendige onde Lava paa kjøkkenet.
Lava Evensen, kadet i frelsesarmeen. Lava, som deler sin
kjærlighed saa ligelig mellem ’n Kal, som farer paa Rio,
’n Kal søskenbarnet mit her i Kristiania, ’n Jesus og
guitaren. Lava, som vi er nødt til at ha, indtil Edison har
opfundet den elektriske pigen, han har tumlet med i saa
mange aar. Ja tænk! Da slipper vi at besvære os med al
denne humaniteten; da slipper vi at huske paa, at de er
mennesker de ogsaa. Ikke skal hun ha fri om søndagen
«Trikka» (den elektriske Lava) ikke flyr hun i Kalmei
gaden, ikke har hun kjæreste, som æder op ens dyre meieri
smør og drikker ens halve øller, ikke siger hun op, om vi
kalder hende asen, nei hun tier og tier, seiv om alle husets
store og smaa grobianer baade skjælder og sparker nei
hun blir og blir, til hun er ganske udslidt, da sælger vi
hende til en skrabhandler for fem og tyve øre, istedetfor
at gi hende belønning for lang og tro tjeneste. Mens nu maa
vi jo gaa paa tærne for Lava og finde os i alle ting, — ja jeg
kunde fortælle Dem historier! Men jeg venter, til vi kanske
engang holder teselskab her i «Samtiden». Marna Olsen kom
ud for det her forleden, det maa jeg fortælle Dem forresten.
Lava stod ja sandelig min hat! og pudsede sin snot
tede braknæse i glashaandklædet! Marna blev mørkerød
ja nævn mig den fru Olsen, som ikke vilde blit mørkeblaa
mindst over det! og havde saa nær kaldt hende et svin,
men tog sig heldigvis i det og sa bare gris for at skaane hendes
følelser. Men livad endte det med, tror De? Lava blev sur
og drog øieblikkelig ivei med, at kjære var ikke fruen for
nøid, saa kunde Lava reise hun, saa kunde fruen faa sig
645
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
