Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - A. Krogvig: Driftekaren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
A. Krogvig.
mægtig goldhet. Nogen har fundet förklaringen i de av
almeneuropæiske kulturbevægelser paavirkede politiske for
hold, andre i landets større eller mindre skikkethet til at
hævde sig under tidernes vekslende økonomiske vilkaar. .
Digteren og psykologen Kinck har sin egen opfatning,
og han fremsætter den med en overbevisningens styrke, som
bare oplevelsen kan gi. I vort offentlige liv som i hvert
bortgjemt bygdelags ser han dette vor histories særdrag gaa
igjen med en naturlovs uavvendelighet.
Kinck ser vor historie som en række vældige tiltak av
enkeltmenneskers selvraadige daadstrang, som eruptive ut
slag av særviljer, længsler og drømme, der gaar foran racen.
Han har atter og atter besunget disse mennesker, «de rike
ste og ødsleste paa jorden», kalder ham dem etsteds i roma
nen «Emigranter». «Det er Dublin-konger skal jeg si
Dem —og pralende Jorsalafarere.» At handle er for dem at
øve idræt. De tænker saare litet paa bedriftens gavnlige ut
nyttelse og en forsvarlig omgang med sine kræfter. Gang
efter gang og nu sidst i «Driftekaren» har Kinck git os deres
tragedie, deres higen mot det uendelige, deres «tørst efter at
finde livs-kimen og bruke den op», deres overdaadige styrke
og deres vare, saarbare sind.
Men der findes jo ogsaa andre folk paa bjerget, og det
er gudskelov dem, der staar for det daglige styr og stel.
Det er Melkeviig’erne, som Kinck kalder dem, «den blaaøiede
middelskløgt». At typen er gammel i landet som alle hau
ger, kan en skjønne av Haavamaals manende ord om at
være meSalsnotr. Men ellers er dens chancer ikke værst i
vore dage heller. For Melkeviig’erne er netop det stof, de
parlamentariske ledere lages av. Man har paastaaet om
«lederen», at han er en mand, som med bydende mine ut
steder de befalinger, partiet lægger ham i munden. Dette er
en bagvaskelse. Han er det moderne organ for samfølelse
og almensans, som præsten og kongen var svundne tiders.
Efterhaanden som han modnes for sit kald, omdannes han.
Hans faa svake særdrag svinder væk eller blir igjen som
rudimentære antydninger. Og en dag staar han der som
det levende, fuldendte uttryk for det «almene», staar han
høit over mængden som gjenstand for beundring, dyrkelse
og had. Han blir ensom og fjern, og mange bløte sind har
av den grund kastet sin medynk paa ham. Men med urette.
656
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
