Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - A. Krogvig: Driftekaren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
«I min bringe sat en trang,
A. Krogvig.
har set nåar gaardens bøling kom i lovlig erend
paa teigen efter denne udyrs-færden:
fra tue og til tue . . . kunde ingenting forståa,
og snuste undrende, og rørte ikke stråa —»
Og hvad han ser, fjeld og fjord, aker og skog, fornem
mer han som levende væsener, hvis blod brænder med den
samme varme som hans, der aander i den samme rytme
som han, der længes og elsker og hader, som han gjør det.
Men intensiteten i denne samfølelse med naturen kan bli
saa stærk, at den blir uutholdelig. Som kjærligheten bærer
den ogsaa hådet i sig. Ogsaa den kan skape utvé.
Intet ord nævner Vraal med slik inderlighet som vaa
ren. Den tar han med mysteriets underfulde magt. Øie
blikket, da jorden vaagner, da dens pust staar ram og be
rusende op mot en, da en kan se dens aande dirre i den
svale luft, da en kan gaa som i en rus av jordsmag, er for
ham stunden til den høieste kraftutfoldelse, til elskov. Våar
og elskov er for ham like uløselig sammenknyttet som elskov
og død for en undergångens og tilintetgjørelsens brændende
forherliger som Levertin. Hør bare, hvorledes Vraal kan
synge om vaaren, endnu mens han staar og ser ind i alder
dommen :
«I lykkerus det tindret, mælet skalv og sang,
og denne rus gjaldt jorden, ikke Vraal.
Men just det spil er elskovs kime,
er vaarspræts unge lov for blomst og busk! . . .
som sevjens hast, nåar knopper staar og stimler
mot perlemors de blåa og røde himler . . .
aah ! og langs aaserne, mot luftens hvite våar,
staar lysegrønne løvskogs-skyr og ryker! . . .
Ja slik er mands og slik er kvindes hu,
den stund de nygift nemmer knoppens blund,
da mand og mø de deler livsens lov med krat.»
Denne mystiske naturhengivelse er den dypeste drift i
Vraal. Den er hans sikreste ariske racemærke. Hans bru
sende henførelse og inderens stille, planteagtige liv og visnen
med aarets gang har samme ophav. De er begge av Gan
ges-æt, som Vraal siger.
En slik underfuld våar, har Vraal engang levet. Siden
den gang har han flakket hvileløs om i bygd og by, har han
søkt at dulme sig og gjemme sig væk. Men mysteriet har
aldrig sluppet ham, har han heller aldrig villet slippe:
saa sky som i mars paa frossen gren en finke.
den flyttet snurt sig rundt paa bøen
«har justsom seiv følt svien efter kløen,
658
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
