Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - A. Krogvig: Driftekaren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
A. Krogvig.
ved hans farlige lek, og hun egger ham til vildere og vil
dere færd. Dordi tror til at begynde med paa hans inter
esse for bygdens vel, og hun haaber, at den skal kunne
binde ham til hende. Men dette haab brister, og nu begyil
der en «sjæles drivjagt rundt om egen grue», mot hvilken
grumheten og skaanselsløsheten i bygdestriden utenfor er for
intet at regne. Men Vraal kan ikke fanges. Perserne dyr
ker en eiendommelig forstillelsens kunst, som de kalder:
ketman. Den bestaar i at spille sig seiv ut i forskjellige
skikkelser for at skuffe og vildlede. Det sker aldrig for at
høste fordel eller utnytte andre, men for at vinde fred for
sit eget dyreste og dypeste liv. Denne kunst er Vraals.
Altid fanger de en anden,’ bestandig er han længst væk, nåar
de tror, at nu har de ringet ham. Men sin pragtfuldeste ket
man bedriver han, da han mot aktens slutning tigger grid
for 801. Han smutter ind i Brigts ham og digter hans gamle,
usle kjærlighetshistorie om til et lysende og rikt eventyr, til
netop det som 80l har drømt om og haabet av livet, til det
som hesteskjærer-ynglen og livsmods-dræperen Brigt aldrig
kan gi hende. Vraal evner det heller ikke nu. Han kan til
slutning bare mumle en bøn: «Far varlig med det smaa,
vorherre skapte.»
80l har fulgt ham i aandeløs spænding, men nu ser hun
hans avmagt, og hun ler haard og haanlig. Da samler Vraal
sig en sidste gang :
«Nu har jeg sværtet mig, nu har jeg skindet hyttet,
og ingen sjæl det hjalp og ingen kval det flyttet:
Saa vil jeg unde mig et sommernats minde —»
Han ser sig seiv: en jette, som gaar gjennem skog og
ur, soper vei, vælter op, dræper og lægger øde.
«Men en kveld øiner han en lysgrøn slaatte
midt i den morke li.
og ser en løe midt i liens skygge
han fornemmer sovende liv, drømmende, stille groende våar, og
da slaar der vinger over ham i luften,
og røskats-hvæs han mindes ikke,
og træets hadefulde blunk ser han ikke
og loven faar slik trang at stryke
om saa blot en humle paa dens lille fløielsryg,
og det blir stille rundt om dørens smale spræk:
han titter ind i evighetens sal:
(paa graaten) Og hans mund hvisker. Hør hans aand hvisker.
80l
(slaar ut med armene i ekstase, sætter i som et svalehvin)
Fuglen !
660
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
