Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gerhard Munthe: Rythmisk kunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Rythmisk kunst.
handler, fordi det ikke er den ydre, men den indre sansning
som danner billedet. Enhver kunstner er paa den maade
en visionær som fortæller om sine syner. Naar billedkunst
i vor tid klæder alting ikke bare naturglæde, men form
og farveglæde, ja endog fantasi • i naturalismens form, saå er
det fordi enhver imagination danner sig efter kunstnerens
forudsætninger og specielle evner og disse ikke har anden
dragt til raadighed end den naturalistiske ikke fordi denne
altid er den bedste. Jeg mener der gives tilfælde hvori vi
finder den intimeste illusionering ved at gaa til den rythmiske
billedform og de kunstværdier som hører den til, som aldrig
kan distanceres eller erstattes ved andre, og som arbeider godt
sammen med alle de hjælpemidler vi nu har, naar de blot
tilhører den rene kunst. Thi meget af det som morer og
interesserer os i kunst, skyldes ogsaa udenomsinteresser og
«fremmedlegemer», det maa vi altid erindre.
Det som er fast knyttet til natur og nutid, er for min
følelse ogsaa knyttet til naturalismens form, og jeg ser ogsaa
meget udenfor naturgjengivelsen som hører herhen. Men
der hvor digtekunsten anvender poesiformen (rythmen) for at
skabe fjernhed eller festlighed, og endnu mere hvor billed
kunsten griber efter forgangenhedens patina for at lægge tids
farve paa et emne, ser jeg intet bedre illusionsmiddel end den
rythmiske form. Thi den giver milieuet, og den forstandige
kunstner erobrer altid først milieuet for at fange motivet, thi
motivet bor i milieuet. Agter man ikke paa dette, kan hele
den moderne udtryksform bli staaende for sig selv, udenom
billedets mening som en distraherende separatnydelse.
Hvad jeg ofte ser i vor tid.
Det vår i begyndelsen af 90-aarene at jeg tog for mig
den norske tradition for at lede mig frem til et udtryk for
det jeg - med mine nutids forudsætninger følte som specielt
norsk i farve og form. Efter en tid valgte jeg som det
der passede mig bedst mythen eller eventyr som for min
forestilling laa op imod mythen. For første gang befandt jeg
mig udenfor vort kunstsyn baade i tid og emne, og jeg mær
kede da at vor udtryksform heller ikke rak til for mig, hvis
jeg præcis vilde udtrykke hvad jeg følte. Jeg gik da resolut
over det gjærde som er sat om naturalismen, og ind i den
rythmisk-konstruktive form, hvor jeg kunde fortælle om even-
31
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
