Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - H. Logeman: Sprogforholdene i Norge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
H. Logeman.
fra den tid at være en miksing av Norsk og Dansk, ikke
som vi nu vét, og navnet ogsaa sier en Norsk avart av
Dansk : Dansk som hovedbestanddel, med tilsætning av Norsk,
for skriftsproget; omvendt for talesproget.
Følgelig gik de første bestræbelser for at fornorske «spro
get» i Norge, helt og holdent ut paa at la det Danske ele
ment i det officielle blandingsmaal mest mulig avløses av det
Norske.
Dette gjorde for bare at nævne de fornemste navne
indenfor de forskjellige grupper Wergeland, Asbjørnsen og
Moe, Bjørnson og Knudsen, og det samme gjør den dag idag
i virkeligheten alle, med undtagelse av de ultra-nationale.
Wergeland var den første av dem jeg her fæster øiet paa,
som bevisst og tydelig uttalte at sproget maatte fornorskes,
«sproget» var for ham, som for alle de andre, naturlig
den (Norsk-) Danske skriftnorm, som omstændigheterne nu
engang hadde paatvunget Nordmændene som deres sprog;
jeg kalder det derfor herefter Norsk-Dansk. Og han gik selv
foran i den praktiske gjennemførelse av fornorskningen. Av
større betydning var Asbjørnsen og Moe’s arbeide i denne
henseende, og det til trods for at de kanske ikke var sig
bestræbelsen saa bevisst som Wergeland. At deres gjerning
har hat større indflydelse, laa til dels i stoftet. De gav i 40-
aarene ut en overordentlig betydningsfuld samling av Norske
eventyr, saaledes som de levde paa folkets læber, en samling
som kom i oplag paa oplag og endnu stadig kommer ut, og som
i ordets fulde betydning blev en folkebok med hensyn til
indhold, fordi den betegnet det Norske folks tilbakevenden
til sig selv, gjenfinden av sig selv, en egte national renæs
sance; og med hensyn til form, fordi de to fortællere alt i
første utgave, og endda mer i de følgende, visste at træffe
den folkelige fortælletone: Norske ord, Norske vendinger og
sætningsbygning dukket op som av sig selv, og her og der
kom tilmed, kanske mot deres vilje, en egte Norsk uttale til
syne i skrivemaaten.
Saaledes praktiserte Asbjørnsen og Moe, saaledes
teoretiserte Knud Knudsen. Knudsen var filolog. En lærer
som gav hele sit liv og sin formue til fremme av det livs
maal han hadde sat sig selv efter sin død virker han for
det ved et efter Norske forhold meget betydelig legat. Han
90
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
