Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gerhard Gran: Jean Calvin. 10de juli 1509—10de juli 1909 - I. Personligheden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jean Calvin.
sikker. Men hvordan det end gaar, saa vil jeg snart være
blandt Eder.» Man faar det indtryk, at han sidder ved sin
fars dødsleie, fuld af utaalmodighed efter, at det skal være
slut, saa han kan komme tilbage til disputerne med sine
kamerater. løvrigt synes forholdet til kameraterne i disse
aar at ha været den eneste menneskelige lysstribe i dette
pligtformørkede liv. Han maa nu i nogen grad ha over
vundet den generthed og steile tilbageholdenhed, som gjorde
ham saa lidet populær blandt hans jevnaldrende ved Montaigu
skolen og der findes i hans breve fra denne tid virkelige
udbrud af hengivenhed. Hans venner er dog ikke mange,
og det, som binder dem til ham, er sikkert ikke saameget
umiddelbar sympati som den fælles iver i studierne. Heller
ikke fornegter hans natur sig i den rigorøse punktlighed og
næsten sygelige prippenhed, hvormed han forlanger alle hen
syn, selv i smaating, iagttaget. Har han laant bort en bog,
kræver han den med strenghed tilbageleveret paa den aftalte
tid, selv om han ikke har brug for den, og er en kamerat
kommet til at gaa forbi ham uden at hilse paa ham, saa glem
mer han ham det ikke. Selv gjorde han altid sin pligt;
men saa fandt han sig heller ikke i, at andre var forsøm
melige ligeoverfor ham.
Kort tid efteråt faren var død opgav Calvin retsviden
skaben og vendte tilbage til Paris og til sine humanistiske og
teologiske studier. Han hadde med sin ypperlige forstand
og sin enestaaende flid gjort kolossale fremskridt, og kunde
allerede det følgende aar (1532), knapt 23 aar gammel, med ær,e
fremtræde for offentligheden med sit første litterære arbeide.
Det var en kommentar til Senecas afhandling De dementia.
Her ser man endnu neppe antydninger til den kommende
reformator, der er partier af bogen, aktuelle exkurser om
sociale og administrative forhold i samtiden, som allerede
indvarsler hans politiske geni, men den kirkelige
protestanthøvding ser man endnu ikke skyggen af. Senere
forfattere har vistnok ment, at Calvin har valgt sit emne
«om mildheden» for under maske at kjæmpe mod den
grumhed, hvormed den nye kirkes tilhængere i denne tid
blev forfulgt i Frankrige; men dette er en ganske vilkaarlig
indfortolkning, som ikke holder stand for en nærmere gransk
ning af verket. Calvins hensigt var hverken religiøs eller
379
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
