Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gerhard Gran: Jean Calvin. 10de juli 1509—10de juli 1909 - I. Personligheden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Cfr. F agu et, s. 135.
Jean Calvin.
igrunden det allerværste, det farligste og virksomste af alle
de vaaben, hans modstandere hadde at føre i marken. Men
modstand og hindringer var kun sporer for Calvins vilje;
han gav sig ikke, slog ikke en tomme af paa sine strenge
krav, kjæmped og lod sig jage i landflygtighed og kom igjen
og kjæmped paany; tyve aar varte krigen; men da var ogsaa
Calvins seier fuldstændig, modstanden var knust, la ville la
plus anlipathique å son génie eksisterte ikke længere, Genf var
præget med hans stempel, var blit den cité de Dieu, han
hadde i sin tanke ved sin ankomst, de nye tiders Jerusalem,
hvor fromme pilegrimme af en ny skole skarevis søgte hen
for at se Guds ære virkeliggjort i et menneskeligt samfund.
Ja endnu i disse dage, da genferne fire hundrede aar efter
hans fødsel samles om hans minde, vil de nok sande, at der
er mere end gjenskin af denne mægtige vilje i deres sind.
Endnu mere beundringsværdig end den magt, Calvin
udøved over sine nærmere og fjernere omgivelser, var den
suverænitet, hvormed han hersked over sin egen personlighed,
den magt, hvormed han beseired gjenstridige tilbøieligheder
og svagheder og tvang alle sine sjæls-’ og legemsevner til
lydighed mod sin viljes strenge bud. Hans legeme var svagt
og ikke skabt til at bære store anstrengelser, han var mager
og blodløs, hans mave var tidlig ødelagt, og migræne var
hans stadige gjest. Men hans vilje betvang ogsaa disse hin
dringer, hans arbeidsydelse er mirakuløs; den voldsomme
ilid, hvormed han allerede paa skolebænken hadde irriteret
sine kamerater og forbauset sine lærere, aftog aldrig; tvert
imod; selv sine legemlige svagheder udnytted han til forøgelse
af sin arbeidsdag, sin daarlige mave som hjalp ham til
ikke at spilde tiden med maaltider, sin migræne, som skaf
fed ham søvnløshed og nattens lange timer i tilgift’. Næsten
hver dag (om søndagen to gange) gik han til St. Peterskirken
for med sine sterke ord at opbygge sin menighed, hver anden
dag stod han paa katedret i akademiet og foredrog for et
talrigt auditorium sin lærde og grundmurede fortolkning af
skriften; naar han var saa svag, at han ikke kunde gaa, lod
han sig bære derhen. Aldrig forsømte han et møde i kongre
gationen eller konsistoriet, og stadig var det ham, som var
sjælen i forhandlingerne ; hvert øieblik blev han tilkaldt
385
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
