Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Chr. Collin: Nationaltheatret
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Chr. Collin.
menneskeskildringens niveau og gjort tiden efter 1870 til en
forholdsvis fattig literatur-periode, har netop været en slap
pelse av livs-alvoret og av den dype deltagelse i menneske
hedens ve og vel, som gir sig tilkjende i lidenskapen for de
store etiske og religiøse livs-problemer. Det er nu mange
aar siden en af Nordens ypperste kritikere, Dr. Valdemar
Vedel, klaget over den danske literaturs mangel paa «livs
deltagelse», i sammenligning med den norske (navnlig hos
Bjørnson og Ibsen). Og endnu saa sent som i vinter har
den mest begavede av vore yngste literaturhistorikere, Fredrik
Paasche, i det norske studentersamfund anket over, at en
stor del av vore yngre forfattere ikke sætter vore tanker nok
i bevægelse (hvis jeg erindrer hans ord ret). Jeg maa her
mindes, hvad Henrik Ibsen fra Rom skrev til Bjørnson,
at han (Henrik Ibsen) «altid hadde været alvorlig i sin livs
førelse». Og Henrik Ibsen hadde ret. Prøv bare at ta bort
av hans (eller av Bjørnsons) verker den dype og utholdende
lidenskap for at komme tilbunds i de store livs-problemer,
og hele den dramatiske og poetiske drivfjær vil være slappet.
Med urette, tror jeg, har enkelte forøvrig dygtige kritikere
skrevet om 1880-aarenes «problem-literatur» som en næsten
besynderlig avart av digtning eller endog som et avfald fra
den «rene kunst». Men baade den græske tragedie og Shake
speares eller Goethes og Schillers digtning var problem
digtning. Denne følger naturlig med en virkelig dyp del
tagelse i menneske-samfundets ve og vel.
Ogsaa en anden, oraend beslegtet, ting tror jeg vi har
lært av den naturalistiske tids dyrt kjøpte erfaring. Nemlig
at det er en farveblind og i længden kunst-svækkende og
glædeløs «realisme», som av virkelighets-billedet mest mulig
utelater de lyseste farver i menneskenaturen, godheten,
evnen til selvutvidelse, kraften til at omslynge andre menne
sker med vor vilje til velfærd og vekst. Et godt eksempel
paa det usande og dypt unaturlige ved en saadan farveblind
«realisme» er Guy de Maupassants «Bel-Ami», en fortælling,
som dog er skrevet av den genialeste av de franske natura
lister. Eller prøv at tænke væk billedet av lille Hedvig i
Ibsens «Vildanden», og man vil faa et tilnærmelsesvis, omend
mildt indtryk av den farveblinde eller sortsynte «realismes»
underverden.
460
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
