Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fredrik Paasche: Ibsen og nationalromantiken. Ibsens efterlatte skrifter - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fredrik Paasche.
Hvor Granen staaer saa mørk,
(Du kalder det maaskee en Ørk).
Der eier jeg et Yndlingssted,
Did vil jeg rette mine Fjed,
Der er min Helligdom!
Dette er i de «Blandede Digtninge». I det følgende skal
man ha vanskelig for at tinde Wergelands spor. National
romantiken hersker. Ikke fantasikjær og idérik som den
ældste tyske romantik. Men med hang til stereotyp natur
symbolik oi> nationale bravader. I hver betydning av ordet
en national romantik.
Allikevel var det den nationalromantiske aandsstrømning,
som opdrog digteren Ibsen. Han blev digter trods den og
gjen n e m den. Trods den, fordi dens kunstneriske tradi
tion særlig for lyrikens vedkommende var saa sterk, at
den ofte dræpte det personlig følte i Ibsens digtning. Gj en
nem den, fordi dens folkloristiske stræben studiet av folke
visen og sagaen gav ham stof og toner til selvstændige,
lyrisk-dramatiske arbeider. Naar han her naadde langt
videre end som ren lyriker, var det vel først og fremst, fordi
han gjennem hele sit tankeliv var dramatiker: han
tænkte i motsætninger og konflikter. Dernæst, fordi han tidlig
blev knyttet til teatret. Men ogsaa fordi han gjennem folkevisen
og sagaen trængte ind til en urkilde for poesi, og dukket sin
dramatiske tænkning ned i den som i et foryngende bad.
Ogsaa her spillet nationalromantikens kunstneriske tra
dition ofte ind. Den sat igjen i tillærte talemaater, i uegle
stemninger længe utover. Det var en langsom utvikling, som
hjalp Ibsen forbi den. Al tale om et personlig gjennembrud
hos Ibsen blir let misvisende. Han skrev utrolig slette ting
længe efter, at han kunde frembringe det ypperlige : vers, som
vil være en trøst for hver forfattende gymnasiast. Netop
fordi nationalromantikens tankeliv og billedsprog saa lang
somt og motvillig slap det tak, de hadde faat paa ham. Men
under tvangstrøien var han sig selv: der gjæret en «roman
tik», som ikke var knyttet til sæter og stakk, men til evige
motsætningers liv i menneskets sjæl. Paa den langsomme
utvikling, paa de mange versioner av denne romantik kan
man neppe ved nogen leilighet anvende den typiske journa
listglose: «et gjennembrud». Vi husker Ibsens egne ord i
Derinde, fjernest imod Nord
516
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
