Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fredrik Paasche: Ibsen og nationalromantiken. Ibsens efterlatte skrifter - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Med «Brand» til en årsgammel pige.
28. april 1896.
(Fortsættes.)
Fredrik Paasche.
Fredrik Paasche: Ibsen og nationalromantiken.
gjørene i «Brand» og «Peer Gynt» tillike er selv-angrep. Vi
mindes, hvad Ibsen sa i sin tale til studenterne, 10. sept. 1874:
«Ingen kan digterisk fremstille det, hvortil han ikke til en
vis grad, og ialfald til enkelte tider, har modellen i sig selv.»
Dengang opgjøret kom, hadde Ibsen bevist, at han hadde
ret til at tale med myndighet, baade overfor sit folk og sig
selv. Paa hans utviklingsvei skinnet perler som «Hærmæn
dene» og «Kongsemnerne». Ogsaa hans lyrik var rukket
langt frem. I 1863 forelaa «På Akershus», som vi nu kjen
der det. Hvor forskjellig fra den opskrift, de efterlatte skrif
ter byder paa ! (Fra 1851). Det minder virkelig om «den
uskyldiges røst», naar vi læser:
Slummerdj’sset hviler Staden,
Roligt under Søvnens Kaabe,
Fjernt igjennem Kirkegaden
Høres Vægteren at raabe!
Ibsen har selv fortalt, hvad der trykket tvangstrøien over
ham : autoritetstroen, hensynene, vennerne. (Brev til Brandes,
1870). Da han stod alene blev han sterkere. Da blev han
den store [anarkist med haab til «menneskeaandens revol
tering», med kjærlighet til ordet frihet og hat til ordet pligt,
det som «høres så koldt og spidst og stikkende». (Hilde i
«Bygmester Solness»).
I forbigaaende sagt: det er med stor ret Georg Brandes
har pekt paa, at med alt sit hat og alt sit hedenskap gik
Ibsen aldrig ut over det forsagelseskrav, som skulde være
grundstammen i den kristne etik. Man har ikke ret til at
røre nydelsen med en lillefinger, naar man ikke vet, at man
hvert øieblik er istand til at opgi den. Denne aandstro seirer
endog over hatet til det «spidse» ord, her i de efterlatte skrif
ter. Hvor den lange række av digte slutter, læser vi føl
gende lille vers :
Gid dit liv må føje sig som et digt
om den store forsoning mellem lykke og pligt.
520
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
