Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Th. Schirmer: Ibsens nationale betydning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Th. Schirmer.
staar i hos begge, da blir betydningen forskjellig. Vilde
Nietzsche at begavelsen skulde være en nydende utfoldelse
i det ydre liv, saa hævder Ibsen rent Kantsk den indre lov
bygning. Han tinder at individet skal være en inderlig gaaen
op i sin egen idé, og at livet i denne er livet, hvad ideen
saa er. Motsætningen mellem Nietzsche og Ibsen blir da det
æstetiske raseri mot det etiske. Gaar Nietzsches overmen
neske mot Byrons Don Juan, gaar Ibsen mot Goethes Faust.
Men dette er ikke det vigtigste ved Ibsens opfatning av
det individuelle, og nu kommer vi tilbake til hans væsen.
Han ser ikke paa hvad individet er, et demokratisk træk;
han ser heller ikke paa hvad der blir gjort; men paa at
handlingen gjøres med legeme og sjæl. «Hvad gjør vel stort
et verk, ikke verkets store følger, men personen stor og sterk.»
Han hylder derfor Solveig ikke for at hun er trotast mot
Peer Gynt ; men fordi hun magter at leve paa en stor følelse
og sætte alt ind paa den. At leve er for Ibsen at være hel
nåar det gjælder.
Men netop her i øieblikket, nåar det gjælder, der indi
videt staar alene ansigt til ansigt med sig seiv og alvoret og
skal ta beslutningen for livet her ved disse øieblikke dvæler
han. Han gaar næsten mystisk op i dem, taler om den store
forvandling, den gaadefulde, da det vidunderlige skal ske, som
med ett slag forvandler den grimme ælling til en svane og
Askeladden til en ridder. Gaar vi saa nærmere ind paa disse
øieblikke, vil vi finde, at de slegter ind paa den reli
giøse omvendelse, og at denne rev o 11 erin g s
maate er et staaende fænomen hos ham. Skule
jarls forvandling foran den elskede og sønnen i sidste akt
er typisk.
Dette religiøse staar ogsaa til hans absoluthet og hans
indesluttede om sig selv roterende væsen. Og mener jeg derfor
at det religiøse er hans inderste væsens kjerne og form. Det
forklarer hans fordring paa at hver dag skal være en hellig
dag, at hans verker er mere prækener end utsyn og byggen,
at hans kamp blir en korstogskamp mot akkordens aand.
Det forklarer ogsaa at hans krav har noget av Calvins og
Savonarolas fanatisme og haardhet. At hans vilde, liden
skapsfyldte sjæl blir likesom en av den lyse Krist knækket
Egil Skallagrimssøn-natur at han splittet av dobbelt-
586
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
