Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Th. Schirmer: Ibsens nationale betydning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Th Schirmer.
og foragt. Det er dertor en himmelvid forskjel mellem en
overmættet sjæls blaserte sløvhet og den hem mede krafts
tungsind, mellem hins flir og dennes i rødt skjælvende haan.
Der er et gap mellem turistens nyfikenhet og «længselen over
de høie fjelde». Og i at være hemmet og kultursulten var
jo Ibsen egte norsk. Han var som sagt barbaren. En vikinge
længsel, som vilde tilfredsstilles ved at være med i det dypeste
og høieste; som hadde formeget livsalvor og livstrang til at
være med paa nogen salondebat. En mand, som levde midt
i kjendsgjerningen, nåar han slos som Bjørnson, som
Wergeland, men paa sin egen dæmoniske vis.
Det som først uttaltes som en mulighet, at Ibsen var
mere nordmanden end europæeren i sit livssyn, synes at
skulle være en sandhet. Hans samtid har tat ham til ind
tægt for sig. Trodde at finde sit Hir i hans ironier, sin kraft
löshet i hans tungsind, sin bakkanallyst i hans krav paa livs
glæde, man forkastet den fattigstemplede og roste det «fri
gjorte» problem-geni. Men tar man vort folks historie for sig, da
blir dets tilværelse ned igjennem tiderne netop en Ibsensk
en idéløs, samfundsløs og hjemløs tilværelse. Og sat i for
bindelse med dette blir Ibsen ikke et meningsløst og rotløst
fænomen. Tvert om ! Folkegeniet blir han, grodd op av
selve jorden. Det geni som blev vor første erkjendelse av
vort folks aand i al sin skjævhet og styrke, forvoksethet og
ufærdighet. Det er: den første nationale selve r kje li
delse av folket som det var i vir k elig heten. Og
der ligger, mener jeg, Ibsens nationale betydning.
Naar uttrykket «forvokset» er brukt, da tænker jeg netop
paa vor eiendommelige utvikling som aldrig gik i like linje.
Først mistet vi vor uavhængighet, saa vort statsliv og tilsidst
ogsaa samfundslivet. Vi faldt istykker til bygder og bygdeliv.
Vi mistet dermed løipen i vor egen samfundskultur. Men et
folks liv er noget mere end et «offentlig» kulturliv. Det har
ogsaa et indre, et sjæleliv, som ikke er mindre vigtig. Tvert om
det vigtigste, da samfundskulturen igrunden er utslag av dette.
Og dette liv fortsatte uhindret. Som en ørkenelv kan dukke
ned i sandet og kanske kanske ikke dukke op igjen langt
borte, sank vi som jødefolket før Kristus ned i helt under
jordisk liv, ned under samfundslivets rike, farvebrytende og;
altid skiftende blomsterliv. Danskedømmet slog likesom
588
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
