Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Th. Schirmer: Ibsens nationale betydning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Th. Schirmer; Ibsens nationale betydning.
Men paa den anden side slipper han ikke kravet. Tvertom
stiger det nu himmelhøit til et absolut kategorisk. Da han
holdt paa med «Brand», skrev han noget som at han var paa
korstog, og «Brand» er ogsaa fyldt av en eneste sviende liden
skap og fanatisme. Der er ingen patos over Brand, heller
ingen storhet, heller ikke vælde. Det som griper os, er den
uforsonlige glød for det absolute. Naar vi andpustne er færdig,
blir der ikke tilbake en meislet gruppe av mennesker eller
storslaaede »billeder, men ord og atter ord, som hugger og
hugger. Ilten henrivelse eller beundring suges vi likesom
ind i en malstrøm av tanker og lidenskaper, der skruer sig
tilveirs i voldsom fart for tilsidst at briste i et skrik.
Lægger vi saa til al den haan og ironi «Peer Gynt» er
fyldt av, da blir hans væsen et kaos av lidenskaper. Og
sammenlignet med Wergeland som et jordskjælv i folkets
sjæledyp. Man maa tænke paa den bundne Loke. Som et
trold fra fortiden stirrer mot livet med ett øie, kyklopøiet.
Paa én vis et uhyre, paa en anden en dverg var han fra
fødselen av en utstøtt, et falskt grep. En som helst graat
naar andre 10, og kunde le naar andre graat. En av disse
rare mørke naturer, som Kierkegaard kalder sjælekænguruer,
fordi de ikke kan tænke og føle i gang og sprang, men i hop,
paradoksale hop en av disse dæmoniske som havmanden,
der grep efter Agnete for at faa en sjæl. Forbandelsen var han.
Derfor gaar vi tilhavs med Ibsen som med Wergeland.
Men mens Wergelands seil fyldtes av drivende syner, knaket
masten ombord hos Ibsen underpresset av store længsler. Trods
al mangel er der havgang i hans sprog. Det bryter i skrik,
det tar grnndbrot i støn, saa vi skimter udyret i hans sjæl.
Individet var han, det norske individ i al sin vildhet, steilhet
og avmægtighet. Der hviler en storhet over ham som over
Miltons satan, der han staar i helvede og ser forbandelsen i
øinene.
Skulde man reise ham et monument, maatte det bli som
Laokoons. Th. Schirmer.
596
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
