Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - John Paulsen: Ved Memnonstøtterne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
41 Samtiden. 1909.
Ved Memnonstotterne.
Jo, han (inder opholdet i den grad behageligt, at han
efter at ha’ seet staden Bardies, der i sin yppige vegetation
ligner en «uhyre blomsteropsats \ henrykt udbryder:
«Her skulde jeg gladelig slaa mig ned! [Man underfor
staar «for altid»).»
Og et andet sted siger han, fuld af taknemmelighed over
at det forundtes ham at gøre denne sjeldne reise:
«En spørger sig selv: hvormed har du fortjent at faa se
al denne herlighed? Jeg synes, de stod for mig, alle de
mange derhjemme, som aar for aar gør sin stille gerning,
alle de, som har behovet og længselen udad, men som
dog maa forsage og træde dagenes møllehjul til ende —»
De mange kritikere, som for tiden skriver om Ibsen,
glemmer efter min mening at betone en vigtig faktor i hans
udvikling, og det er det dybt religiøse grunddrag i hans natur
og derfor blir billedet af ham heller ikke fyldestgørende.
De glemmer, at det, at han fødtes i en pietistisk smaaby
som Skien, fuld af sekterere, har mærket ham for alle tider.
Hvad barnet samler af indtryk, lever manden af, eller
for at tale med "det gamle ordsprog:
Hvad man i barndommen nemmer,
man i alderdommen ei glemmer.»
Hans fromme mor lærte ham tidlig at bede og fortalte
ham de skønneste historier af biblen. Og ved hendes haand
gik han som liden gut hver søndag til kirken, som laa lige
overfor hans forældrehjem i Stoekmannsgaarden, saa at han
altid hadde guds hus med det mod himlen pegende taarn
for øie.
I kirken var der en hvid engel, som især tiltrak sig den
lille Henriks opmærksomhed. I sine barndomsminder fra
Skien fortæller han, at denne hvide engel «til hverdags svæ
vede høit oppe under hvælvingerne med en skaal i hæn
derne, men om søndagen daled den sagtelig ned blandt os,
naar der skulde døbes børn».
Præstens høitidelige prædiken om himmel og helved, om
engle og djævle, om synd og retfærdighed, om menneske
hedens forløsning ved guds enbaare søn, i forbindelse med
den skønne salmesang og orgelbruset alt fæstet dybe
rødder i hans bløde, modtagelige barnesind.
629
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
