Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fredrik Paasche: Ibsen og nationalromantiken. Ibsens efterlatte skrifter - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sterke vi stande,
Stridende gange
Fredrik Paasche.
het en dyp dramatisk konflikt. Paa dette punkt har Ibsen
set langt rigtigere i «Kæmpehøjen» av 1853. Gandalf er der
alt paa forhaand berørt av kristendommens lære, og Asgaut,
den vilde kjæmpe, bøier sig ikke for den i upersonlig efter
ligning av sin herre. Han vil gaa nordpaa med sin snekke.
Til Island er sotten endnu ikke trængt frem, sier han.
Og denne dypere karakterskildring præger overalt det
yngre «Kæmpehøjen». En hel del av Blankas omvendelses
prækener og av Gandalfs gudemyter er blit borte. Istedenfor
har deres kjærlighets-samtaler faat en bredere og mere for
tjent plads. Blankas pleiefar. den gamle eneboer, som i
«Kæmpehøjen» av 1850 dag og nat skrev skildringer av
vikingernes helteliv, er trængt betydelig tilbake i dramaet.
Saa er der et rent ydre laan fra Oehlenschläger, som er blit
borte. Det er de indlagte sange i et versemaal, som skulde
ligge skaldedigtningens rytmer nærmere end de femfotete
jamber. Slike som Oehlenschlägers
i «Væringerne i Miklagaard». Og først den nye digtning eier
linjer, som klinger i natursymbolikens, ikke i den mytologisk
historiske digtnings toner. Baade Heiberg og Welhaven har
listet sig ind i de linjer, hvor det heter:
O sig, behøver mennesket at se
og høre alting med de ydre sanser?
Med legemlige øine ser jeg vel
den rige farveglød, som rosen ejer;
men sjælens blik kan i dens bæger se
en deilig alf med sommerfuglevinger,
som skælmsk sig skjuler bag de røde blade
og nynner om en lønlig magt fra himlen,
der skænkte blomsten farvepragt og duft.
Her føres vi ganske naturlig over til «Sancthansnatten»,
som nu er trykt for første gang. «Sancthansnatten» (1852)
er som nævnt blit til under paavirkning av Heiberg, særlig
av hans «romantiske Komedie, Syvsoverdag» (1840), en paa
virkning, som var saavidt sterk, at den endog naadde at
sætte tydelige merker paa «Gildet paa Solhaug» (1855). I
«Syvsoverdag» som i «Sancthansnatten» er virkelighetens
hvormed den lytte kan og skue grant?
Har ikke sjælen blik og øre,
650
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
