Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anders Krogvig: Nye bøker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nye bøker.
forfatter. Der er en moderne staalkonstruktions spinkle og
elastiske eleganse over dette verks reisning.
Mjøsbygdernes maalføre har hittil spillet en ufortjent ringe
rolle i vor literatur. Østlandets dialekter har som bekjendt
ikke nydt nogen stor anseelse, og det er først paa
det aller sidste, vore maalmænd under et sterkt politisk pres
har set sig nødt til at indrømme dem enslags likestillethet
med de vestlandske bygders og fjeldbygdernes. Og dog eier
disse oversette dialekter en kunstnerisk egenskap av stort
værd: De har av alle norske maalfører den mest utprægede
episke karakter. Den stedbundne stil i Tryggve Andersens
hedemarksskildringer gav det første kunstneriske bevis herfor.
En fornemmere og i sin rolige styrke magtfuldere fortælle
kunst end hans eier vor litteratur ikke. Og dens slægtskap
med den oldnorske er mindst likesaa intimt som noget, lands
maalets digtning kan opvise. Et nyt vidnesbyrd om de
værdier, disse dialekter ligger inde med, gir den debuterende
forfatter O ve Art h ur Ansteinssons novellesamling «Hede
marksfolk».
De tre fortællinger, den indeholder, er alle formet med
sikker og god kunst. De to første av dem: «Hamarskara»
og «Jens Kalsveens julekvæld» kan i sin underfundige lystig
het minde litt om Hans Aanrud, men den sisste og betyde
ligste historie «Magnhild Grønlien» viser baade i opfatning og
utformning et helt igjennem personlig syn. Gripende er slut
ningsscenens tunge, faamælte alvor. Lensmanden og hans
drenge kommer op til plassen for at hente Magnhild. Det er
kommet ut, at hun har føtt et barn og dræpt det. Der sies
ikke stort. Baade rettens haandhævere, forældrene og hun
selv er grepet av den samme raadløse sorg, den samme av
mægtighet overfor det uavvendelige. Der er ikke anklage i
dem, ikke en bebreidelse. Alle føler de skammen og ulykken
som en ond, ætende gift, der har sneket sig ind i ætten, i
stammen, og den slaar dem med den samme uavrystelige kval.
Erik Lie har til jul utgit en fortælling «Mogens Møllen
damm og Sønner». Navnet har en tydelig bergensk klang,
men bokens omslag prydes med et veltruffet billede av en
koselig gammel Kristiania-gaard, og verket bærer desuten under-
667
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
