Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tryggve Andersen: De sidste nætterne - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
vende pust, som saget timerne op i sekunder.
i hodet varte ved.
gende og sank tilbake paa sofaen.
tankerne .... Haape haape bør vi jo, skal vi jo, hadde
stilhet gav sval lise.
Tryggve Andersen.
i utskaaret guldramme skinnet mat, og ved sofaen, der fruen
laa med et uldsjal over sig, var det skymt. Barnesengen var
stillet foran hende, og ør av døgnvaak lyttet og lyttet hun
til den syke guts aandedræt, sanset ikke andet end den hi-
Gamlefrøkenen sat ved ovnen i det mørke sovekammers
og prøvde blunde. Doktoren hadde strengt paalagt hende
at hvile sig, hun skulde ikke sløse med kræfterne sine, fruen
kunde snart faa bruk for dem. Karmstolen var makelig,
lystre pligtet hun, og træt skjønte hun at hun sagtens var,
men hun følte det ikke, aarket ikke sove. Den livsens pine,
som hadde tæret hende, var Undret, efteråt doktoren sa grei
besked; sorgen og angsten sprængte ikke mer barmen, det
var som hadde hun alt tapt sin del i det syke barn, og
hjertet slog koldsindig og stadig. Ogsaa legemets plager
hadde git sig, ryggen og skuldrene værket ikke som forrige
natten, men det suste for ørene, og den murrende tyngslen
kvitt, og de hun maatte samle, og hun hadde stræv med at
huske, de hadde stanset slaguret, som forstyrret, og at hun
skulde passe tiden. Hun saa paa klokken sin i skjæret fra
ovnen elleve var den og stirret ind paa stuen og
kviskret: «Sofie, han skal ha medicinen, du —»
Og moren reiste sig møisommelig overende, glattet det
blonde krushaar fra panden, tok flaske og teske og heldte
draaper i barnets mund, stelte ømt om det og ordnet pu
terne. «Sa doktoren noget til dig, tante?» spurte hun. syn-
frøkenen blev sittende rank og foldet hænderne i fanget;
mindeisen om doktorens ord hadde rispet sindet og vækket
han sagt; hun vyrdet ikke haape. Gaarden var solgt, barnet
dør, Sofie har familien sin. Vanke alene paa bygden og
takke for ly og naadsensbrød, det blev til det . . . Men hun
vilde ikke tænke, gad ikke, turde ikke, og hun stred sig løs
fra sorgernes gjængse jag og lukket øinene, og den stumme
Moren la sig bedre tilrette og sukket dypt. Gamle
«Ikke noget videre. Jeg fortalte dig det —»
Tankerne fløt væk, baade de hun gjerne vilde være
106
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
