Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - C. W. Schnitler: Vore latinske bedstefædre. I. Stilen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Vore bedstefædre.
beherskende undervisningistof, det var de gamle sprog,
latin, græsk og hebraisk. Man erindre bare, hvor dypt det
lille gran latin og græsk fra vor egen skoletid sitter i os.
Hvordan maatte det da kke gaa i de dage, da de antike
autores var ett med skolens aand, behersket undervisningen
og gjennemtrængte det ord? 1
Dette var den almindeligte forutsætning. Men nu kom
mer her i vört tidsrum (1814—1840) det merkelige til, som
gir tidsalderens stil herhjemme en sterkere romersk klang
end nogensinde før eller siden var tilfældet. Ikke alene var
den fra gammel tid av sterkt gjennemtrukket med latin,
abstraktion og klassisk pDiidus, men den tok nu farve og
stemning av de heroiske tiibørieligheter hos tidsalderen seiv,
idet livets egne længsler og behov faldt sammen med de
antike dyder: mandighet, kamplyst, republikansk frihetsaand
og lidenskap for alle offentlige saker.
Ti Carl Johans-tiden er det nye Norges heltetid, og dens
historie eier det sterke epske drag. Og de agerende helter
i dette epos er fremfor nogen de norske embedsmænd.
Tiden 1814—1840 er embetsstandens stortid hertillands. Den
utøvet et vælde som hverkeni før eller siden. Praktisk talt
sat embedsstanden inde med al magten baade i regjering,
storting og kommuner, og i social anseelse og vel ogsaa i
økonomisk stilling var de ufen konkurrenter, efteråt det
18de aarhundredes mægtige handelspatriciat var knækket i
og nær efter krigsaarene. De mæncl, som det her fortrins
vis blir tale om, er dem, ri kan kalde Eidsvoldsgenera
ti onen, den gruppe mænd, som i sine yngre aar var med
paa at gjennemføre eller at opleve krisen og frigjørelsen i
1814, som skapte og indøvet forfatningens former og som
med et frisind og en urokkelig fremtidstro, som først og fremst
rationalismen hadde avlet, ledet landet gjennem de lange
trængselens aar i seig lanip mot en truende national
bankerot, mot en absolutistisks indet konge og mot den euro
pæiske samtids hellige allance av religiøs obskurantisme og
politisk reaktion. At ha reddet landet gjennem et av de mest
kritiske tidsrum i dets hstoriske liv og skapt formerne for
1 Det er et yderst betegnenie traek, at gamle rektor Ørn overfor P. A.
Munch i hans skoletid søgte st dænnpe hans lidenskap for oldnorsk ved
stadig at opfordre ham til at lase latinske forfattere (L. Larsen-Naur:
P. A. Munchs Levned og Breve s. 12).
443
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
