Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. A. Refsdal: Hans E. Kincks dramaer. Mellem togene. Agilulf den vise - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I. A. Refsdal.
Dette sidste kommer ikke saa meget av nogen uformuen
het hos forfatteren til at forme replikker. Vistnok kan han
en og anden gang endnu gripe feil, ikke stille paa ret plads
tanke for sig og tale, replik for sig. Men alt i alt er replik
ken netop formet med stor og lydhør kunst.
Grunden til at dramaet blev forfeilet ligger paa en
anden kant.
Prøver vi at se dem for os, disse mennesker, saa griper
vi os i at vi spør os seiv: hvorfor er de der allesammen?
Vi orker ikke følge intenst med i alle disse menneskers
sjæleliv samtidig. Hvor er saa den ene eller de to—tre som
vi skal lære at kjende tilbunds og se fra alle sider? Hvor
er den som sier: for min skyld er alle andre her!
Vi leter forgjæves. Hovedpersonen forsvinder mellem
bipersonerne. Og forfatteren har villel det saa.
Dette hænger nøie sammen med den digteriske metode
som Kinck bruker i sit første drama, hvis ellers ikke dette
er et altfor respektstridig uttryk, nåar det gjælder den
poetiske inspiration. Men det er igjen nøiagtig den samme
metode som han brukte i sine romaner. Det er netop Kinck
fra romanerne som gaar uforandret igjen i det første drama.
I romanerne hadde Kinck vistnok altid hat en bestemt
hovedperson, hvis sjæleliv fortrinsvis belyses. Men det vil for
staaes av hvad der er sagt ovenfor, at Kinck i virkeligheten
ikke interesserte sig for denne sin helt bare for hans egen reg
ning, for helten som fritstaaende fænomen. Det psykologiske
samspil, eller motspil om man vil, mellem en samling men
nesker, som gjerne staar imot hverandre, stundom forener
sig i én fælles drift, og som i ethvert fald, dypere set, hører
sammen i et fuldbillede, netop dette psykologiske samspil
var i en høiere forstand hovedpersonen i Kincks romaner.
Og efter dette har teknikken, kompositionsformen i hans
romaner faat sin karakter.
Ikke anderledes med hans første drama. Hovedpersonerne
er fremdeles «ikke helt udløst av baggrunden, staar ikke
frit ligger halvgemt i basrelieffets bund». Det er milieuet,
menneskemylderet som tar den bredeste pläds i dramaet like
som i romanerne, mylderet individualisert, ikke som i en
græsk tragedie homogent, repræsentert gjennem den ene,
føreren, mens de andre holdt sig i bakgrunden. Hos Kinck
48
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
