Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. A. Refsdal: Hans E. Kincks dramaer. Mellem togene. Agilulf den vise - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I. A. Refsdal.
hvad man vil se fra alle sider. Og det er netop hvad Kinck
gjør i sine romaner. Han er yrende fuld av indfald, gjør
tusen sidespring, knytter uavladelig den ene situation til den
andre, og prøver en mængde grupperinger av personerne
efter hverandre.
Men slikt noget gaar ikke an i et drama, av den grund
at der er en bestemt, meget snæver grænse for hvor langt et
drama kan være. Et drama maa være avsluttet i rimelig
tid, og desuten bare være opstykket i et sterkt begrænset
antal akter.
Efter læsningen av «Mellem togene» sitter vi igjen med
en viss tomhet. Vi har nok set en række billeder, men bare
ikke det ene store som alle de smaa tilsammen skulde danne.
Vi har saa løselig stiftet bekjendtskap med en mængde men
nesker, men vi er ikke kommet paa intim fot med nogen
av dem.
Trods det tildels rike psykologiske samspil mellem de
mange personer, er der ikke blit noget egentlig drama ut av
det hele. Det er igrunden bare romanen i et andet utstyr.
Jeg vet ikke om det er noget saadant Kinck seiv har følt.
Men som alt nævnt, han skrev ialfald ingen llere slike dra
maer som det første. Og da han efter de mange aar skriver
nye dramaer, saa tinder vi al der i mellemtiden er modnet
hos ham visse nye grundbegreper om selve dramabygningen.
Det er let at forståa at en saa original skaperaand som
Kinck, maatte gi ogsaa dramaformen sit eget personlige til
snit, før han kunde bruke den frit efter sit behov.
Og det som skarpest særmerker Kincks nye dramaform
som hans egen, det er versebruken med den eiendoinmelig
knudrete versgang, enslags blandingsform, hvor bunden og
übunden stil glir over i hverandre, og diktionens og dia
logens yderst originale utformning. Dertil kommer selvfølge
lig tankeindholdets intimt personlige Kinckske tilsnit.
Men ellers linder vi at det er gamle sandheter om drama-
bygningen Kinck har gjort sig fortrolig med, før han skriver
sine to sidste store verker. Der er for det første dette at
dramaet kræver fritstaaende hovedpersoner. Relieffet maa
opgives. Dramaet er en fritstaaende gruppe Men derav
følger, at stoffet og begivenhetskjeden sterkt maa fortsettes
og forenkles, hovedpersonerne maa trækkes frem fra bak-
50
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
