Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Halvdan Koht: Et utrykt polemisk digt af Henrik Ibsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
«Thi Nordens Mønster i Theatrets Sphære
Vil endnu længe være Kjøbenhavn.»
Halvdan Koht
et «Norsk Selskab» til at fremme de nationale interesser i
literatur og kunst, et selskap som fik Bjørnstjerne Bjørn
son til sin første formand. Ibsen stillet sig under Bjørnsons
og Wergelands merke.
I «Morgenbladet» for 7de december 1859 kom der plud
selig et angrep paa det «Norske Theater» fra en gammel
wergelandianer, forfatteren Hans Ørn Blom. Han hadde i
1840 dadlet Welhaven fordi han ikke var national, hadde
i 1839 haanet troppisterne i sin komedie «Den hjemkomne
Søn eller en Nutidens Jean de France», og hadde i 1847
skrevet et kraftpatriotisk syngestykke «Tordenskjold» (som
endnu i 1901 lot sig høre paa et av Kristianias teatre). Nu
sendte han en versificert avskedshilsen til den danske skue
spiller Wilhelm Wiehe, som netop skulde forlate «Christi
ania Theater». Dette var for Blom et uerstatteligt tap; for
om danskerne saaledes den ene efter den andre forlot den
norske scene, hvorledes skulde da et anstændigt teater kunne
opretholdes i Kristiania? Hvor skulde man finde
«blot det første Grundlag for det Hele,
En værdig Holdning og et ædelt Sprog?»
Det blev «Ragnarokur» for norsk skuespilkunst. Og til
vidnesbyrd om den vordende elendighet henviste Blom til
det «Norske Theater», som Ibsen styrte:
«I Møllergaden vel et Sted man finder,
Hvor jeg har ofte havt det saa som saa.
Der er lidt verve, og der er Kunstnerinder,
Som med Fornøielse man hører paa.
Men Sproget, Sproget ! himmelske Madame,
Som der saa kjækt staar paa Thalias Post!
Hvis vi skal reduceres til de Samme,
Saa siger jeg, vi faae for skral en Kost. a
Fprfatteren skildrer, hvorledes man der fra scenen faar
høre «Smørbasun», «Klynken» og mange andre ulyd, og han
tinder det stadfæstet, at normændene hadde ingen scenisk
begavelse, —at «dem som Flere Comus gik forbi». Digtet
slutter derfor med den kategoriske dom :
Ibsen følte dette som et direkte angrep paa sig seiv, og
allerede tre dager efter kom hans svar, trykt i det blad som
362
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
