Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Da vækkelsen gik i Breidal. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
36 - Samtiden. 1911.
Da vækkelsen gik i Breidal.
«Det var nok desværre galt med ham en tid,» sa skri
verfruen.
Provstinden bemerket, at Antonius hadde sine tvil om Ole
Grimsnes’ omvendelse. Damerne svarte ikke, de visste, at
Antonius hadde sin tvil om alle omvendelser.
«Han synger jo saa deilig, kapellanen?» sa frøken Lilli.
«Ja, deilig,» sa provstinden, «og det er rigtig en søt mand.
Saa beskeden.»
«Jeg glæder mig til at akkompagnere ham,» sa frøken
Lilli dristig, «ja, hvis dere tror, at jeg kan klare det?»
Damerne fastslog i kor som selvsagt, at ingen kunde
akkompagnere som frøken Lilli.
«Det er altid bedre at slippe at akkompagnere seiv,» sa
fogedfruen undskyldende.
«Især, nåar man faar et sa ant akkompagnement som
frøken Lillis,» indskjøt doktorfruen.
«Meget avhænger av en viss gjensidig sympati, musikalsk
sympati,» bemerket skriverfruen, «og frøken Lilli vet nok
at skape sympati.»
Frøken Lilli tilkastet skriverfruen et lynsnart undersø
kende blik. Skriverfruen sat der med sit uangripelige smil.
Men det var en ondskapsfuldhet! Ja, bi du, tænkte frøken
Lilli, bi du, dit gamle spjaak, jeg skjønner nok, at du er
misundelig, fordi mandfolkene nu løper efter mig og ikke
efter dig. Men du skal ikke dø i synden!
I det samme meldte piken, at kapellanen var kommet.
Der blev almindelig røre blandt damerne: nei, hvor morsomt!
Arendrup hadde naadd saa betimelig tilbake fra Øfstedal,
at han syntes, han kunde indfinde sig i selskapet. Skriver
og prestegaarden laa ved siden av hinanden. Det var bare
at klæ sig om. Og den store øde prestegaard gjorde ham
saa melankolsk, at han nødig vilde være alene.
Arendrup ilte med at si, at han hadde spist, men det
hjalp ham ikke. Fru Cramer forsikret ham, at han maatte
ha mat og et litet glas vin, og i stor fart blev der atter i
spisestuen disket op et pragtfuldt bord. Arendrup lededes
til bordenden, mens damerne, saavidt krinolinerne tillot det,
bænket sig nedover paa begge sider for at nyde godt av
bygdens nye attraktion, der forbandt de to værdifulde egen
skaper at være en vakker ung mand og moderne geistlig.
545
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
