Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Signe Greve Dal: En gammel historie i ny belysning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Signe Greve Dal.
Saa slipper sydommen sit tak, og der følger en blid
og rolig tid. Hun synes endelig at se tilværelsen og menne
sker i et nyt forsonlig skjær, og det saare sind glæder sig ved
hvert bevis paa hengivenhet og venskap.
Hun har ftildendt sit løp. Og saa stanser det trætte
hjerte sit slag en dag uventet paa en kjøretur. Hun
sitter tilbakelænet i vognens ene hjørne, og i fanget hviler
de foldede hænder over hendes lille hund Nero.
De 15 aar Carlyle overlevet sin kone, var for’ham helliget
hendes minde. Med eksempelløs pietet samler han hvert skrift
lig ord hun har efterlatt sig, og de vokser for hans opska
kede fantasi til en eneste forfærdelig anklage mot ham seiv.
Rigtignok har han i sine tusen breve aldrig sagt
andet end fine og gode ord til hende og om hende, og
hverken han seiv eller nogen anden kan peke paa nogen
bestemt daarlig handling.
Det hjælper ham ikke. Den sorg, den jammer disse
breve og dagbøker bærer vidne om, ma a være hans verk.
I sin uhyre egoisme har han forsømt sin nærmeste pligt og
travet avsted med sind og tanker udelukkende rettet mot det
bud han hadde at bringe menneskene. Og hun hun
hadde ofret sin lykke og jevnet hans vei paa bekostning av
sit eget livs muligheter!
Og nu fraadser han i selvbebreidelser. Ve ham! Ve ham!
Kn engel hadde han huset og ikke villel se det! Støv og aske
strør han paa sit hode, og paa hendes gravsten lar han hugge
ind disse ord : «Med hende gi k mit livs lys n t!»
Og det var ikke en forbigaaende stemning. Angeren blev
hans sidste åars trofaste følgesvend. 80 aar gammel reiser
han den lange vei til hendes fødeby, stavrer sig alene frem til
hendes grav, hvor han knæler ned og kysser dens jord!
«Feil,» siger han etsteds i sin bok «On heroes», «vi gjør
for meget væsen av feil. Den største, siger jeg, er den, ikke
at være sig nogen bevisst. Hvem er det vel som kaldes
manden efter Guds hjerte! David Hebræeren og han
hadde begaat synder nok, der var ingen mangel paa dem.
638
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
