Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johannes Ording: Kirke og religion
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
2
Johannes Ording.
trangen til den lykke og fred, som kampen selv ikke kan gi,
og til befrielse fra den moralske usikkerhet og nød, som
kampen fører med sig. Denne trang tilfredsstilles, idet vi merker
at der i dette vaagnende, kjæmpende indre liv er en høiere
magt som trækker os til sig, og idet vi bøier os for denne
magt i ærefrygt og tillid. Kristelig blir denne religion, naar
det avgjørende indtryk av denne godhetens uendelige magt
utgaar til os fra Jesu personlige liv og hans evangelium.
Saaledes blir religionen vor egen religion. Vi kan da heller
ikke klargjøre religionen i andre tanker end de vi selv nødes
til at tænke. Derfor kan vi ikke bekjende den i forestillinger,
som ikke vokser frem av vor egen religiøse besiddelse, og
kan ikke binde den til begivenheter, som ikke griper ind i
vort eget liv, — ikke til nogen overlevering som er blit til
under ganske andre aandelige forhold og under andre
forudsætninger for religionen end vore egne. Alt dette betyr
naturligvis ikke, at vi skal rive os løs fra religionens historie.
Men det betyr, at vi religiøst alene kan tilegne os det
blivende og uforgjængelige i religionens historie, med andre ord:
det som er noget andet og mer end blot historie.
Er religionen en saadan fri overbevisning, saa betyr det
videre, at den er født av og bæres av en bevisst vilje til
sand-li et eller av sandhetskjærligheten som en fordrimg*
der gjælder det hele menneske og skal giennemtrænge livett
i alle retninger, baade teoretisk og praktisk. En saadan
sand-hetskj ærlighet bestaar da ikke bare og ikke først og fremst ii
at tale sandt, men i at søke og anerkjende det virkelige,
hvilket igjen ikke kan bety noget andet end at følge sin egeni
erkjendelse saa langt som den rækker.
Videnskapen forutsætter denne sandhetskjærlighet og
opdrager til den. Ikke mindst skylder vi her naturvidenskapen
meget. Men ikke blot naturvidenskapen, ogsaa hele den
naturalistiske aandsretning. Den har ført et mægtig element
av sandhetsvilje, av virkelighetstroskap ind i aandslivet, idlet
den har lært os at se og ta tingene som de er. Men fon
tiden er det blandt videnskaperne særlig historien, hvor
sandhetskjærligheten har at staa sin prøve som fordring til
forskeren. Paa begge omraader og særlig i historien har som
kjendt denne fordring og dens gjennemførelse, som bestaar
i at anvende erkjendelsen love og metoder, ofte ført til kannp
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
