Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Halvdan Koht: Georg Brandes og Norge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Georg Brandes og Norge.
85
skjøndt Stykket saaledes i sig selv snarere skræmmer Folk fra
de nye Ideer og deres Mænd end det vinder nogen, saa gjør
det dog den Gavn, at det utvivlsomt indordner Ibsen i deres
Rækker, i hvilke man saa længe har vægret sig ved at ville
see ham.»
Brandes la til i sit brev: «Jeg forstaaer ei ret, hvorfra
han Ibsen] har faaet dette Mod paa een Gang.» Men vi tør
vel nu sige, at det var Brandes selv som hadde git ham mod.
Og Brandes svek ikke sin medkjæmper, nu da «han havde
vovet sig saa langt ud, at han trængte til Støtte». Likesaa
vel som Bjørnson rykket han ut til forsvar for «Gengangere»
og tænkte ikke paa at hytte sit eget skind.
Den storm som «Gengangere» vakte, ti aar efter at
«Hovedstrømninger» hadde kommet ut, viste klart, at Brandes endda
paa langt nær hadde seiret med sin kamp. Men der var da
skapt en ny atmosfære i Norden; vinduene var aapnet for
frisk luft. Nu da «Gengangere» er blit et av de klassiske
verker som alle agtværdige borgere har i pragtbind i sit
bokskap, og som vi uten sindsbevægelse lar teatrene spille, — et
saa klassisk verk at næsten ingen gider læse det eller se det,
— nu har vi vanskelig for at skjønne, at det i sin tid blev
opfattet som jamgodt med et nihilistisk attentat. Og endda
værre har vi for at sætte os ind i det aandelige
karantæne-system som raadde ti aar i forveien.
Disse aar, tiden omkring 1870, — skrev Brandes i 1882,
— «har indprentet sig i mit Sind. Det var med en uendelig
pinlig Følelse, at man sammenlignede den aandelige, særligt
den literære Tilstand i Europa med den i Norden. Man
havde en Følelse af at være udespærret fra Europas
Kulturliv. Man sad som inden Døre, og forgæves tumlede enkelte
Hjærner med Problemet om, hvorledes man skulde faa Døren
op. Det saa haabløst ud. —–Og medens man sov, saa
drømte man. Den dannede og især den halvdannede Verden
i Danmark og Norge drømte, at den var Europas Salt. Man
drømte, at man foryngede de fremmede Folk ved sin
Idealisme, sine Grundtvigske eller Kierkegaardske Idealer, sin
sterke Aarvaagenhed. Man drømte, at man var den Kraft,
der kunde beherske Verden, men som af gaadefulde,
ubegribelige Grunde i en længere Aarrække havde foretrukket
at tygge Sul fra Fremmedes Bord. Man drømte, at man var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
