Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nini Roll Anker: Postillen - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Postiller).
105
«Og som mennesket maa leve alene, maa det visselig do
alene, Nils Sønstegaard ...»
«Inki aaleine — inki aaleine —» hvisket hun nedi
hænderne — «Goe Gud Fader ...»
Men Gud Herren hadde latt ham gaa frit fra Nedre
Mo ... og intet tegn blev set i himmelen . . .
Hun tok paa at bede. Hun reiste sig overende og la de
tomme hænderne i hverandre og bad med psalmistens ord:
«Fra himlen skuer du ned, Herre, og ser alle menneskenes
børn. Fra det sted, der du bor, ser du ned til alle dem, som
bor paa jorden . . . Og jeg bliver al tid hos dig, og du har
grebet min høire haand. Du leder mig ved dit raad, hvem
har jeg i himmelen? Og naar jeg har dig, har jeg ikke lvst
til noget paa jorden . . .»
«Dig Jesus,» sa hun og løftet ansigtet.
«Jesus,» tok hun op. Og tidde.
Det faldt en stor træthet over hende. Hun trak føtterne
op under stakken og heldte sig mod furustuven.
Hun hadde kanhænde blundet.
Solen stod i syd-vest over aasskaret. Den gyldet
furustammen indved hende. Men furuleggen var mosevoksen og
gammel, saa grann og liten den tedde sig.
Hun la haanden bortpaa. Solen brændte paa haandbaken.
Det var sommer . . .
Hun løste en lavtufse med haanden.
Da kom et minde for hende. Hun hadde gaat i
Kors-myra og sanket mose, en gang — længe, længe siden. Den
gangen hun var rent ung, og godfaren endda levde. Den
gangen en bymand hadde git sig til paa Tveito. Hun hadde
hjulpet ham at sanke mose . . . Hun hadde glemt hort, hvad
han kaldte sig. Men hun mindtes skabning og aasyn, ja, nu
mindtes hun drag og aasyn tydelig som ingen gang før!
Lyslet og grannvoksen var han, og av øieparret sken det!
Og han saa hende i øiet og sa: «Husk paa det, at Jesus er
hos dig, Birgit.»
Hun løftet hænderne — det vonde hadde sluppet hende,
fremmen-karens skikkelse og ord vek lik mørkeskodde for
sol .....
Hun reiste sig. Hun snudde sig omkring. Da saa hun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
