Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Einar Skavlan: Vinterens bøker. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
214 Einar Skavlan.
Caspary har med begeistring sluttet sig til denne frivole
anskuelsen — i moralens navn. Det maa være sandt, at tiden
er fordærvet, siden slikt skal kaldes moral.
Da Kinck av den før nævnte grund gjerne gaar fri for
tiltale, er det iaar især Sigrid Undsets fine og rike roman
«Jenny», som har gjort det saa nødvendig at faa elskoven
reducert paa tryk. For Jenny er kjærlighet ikke et
spøke-fuldt divertissement i en ellers diplomatisk tilværelse; den er
selve livets skjønne og bitre alvor. Boken har nogen av de
samme linjer som findes i Gunnar Heibergs forfatterskap.
Jennys klare og lidenskabelige forstand kan ikke slaa sig til
ro med, at der er drifter i hende, og det de sterkeste, som
hun ikke kan mestre — at hun ikke skulde kunne forme sit
eget liv saa rikt og fast som hun har tænkt sig det fremover.
Den næsten resignerte erfaringen om instinkternes
enemægtige spil, som ligger bak Kincks’s digtning, nøier hverken
Heibergs eller frøken Undsets mennesker sig med. Kr det
et bevis paa, hvor intelligente mennesker allikevel er dumme
— dette at ville føie sammenhæng mellem alle sine evner
og længsler? Der er ialfald størrelse i det, selv om det bare
skulde være en stor illusion.
Beundringsværdigst i «Jenny» er den naturlighet og finhet,
hendes erotiske stemninger og hendes kjærlighet til barnet
er skildret med. De mænd hun trætfer — far og søn —
har ikke personlighet til at fængsle hende, trods den ynde
og rigdom, deres elskov et øieblik kan drive frem hos hende.
Den store kjærlighet kom ikke. Det, som skulde være hellig,
trækkes ned; uten selvagtelse kan Jenny ikke leve mer.
Men det brus av ung fordomsløs længsel, som mattes i
«Jenny», viser snarere kraft end slaphet. Der gjærer kanske
allikevel noget dypl inde i nutidens norske ungdom, skjønt
den i meget virker tør og haard — idéløs og uten følelse av
overskud. Den blir møtt med mange glædeløse krav, og
har kanske i stilhet mistet tiere illusioner end de politiske,
som Heiberg nævner. Men det kan jo være, at der arbeider
sig frem en ny idealitet: av det nøkterne og ufrodige i
følelsen kan der komme en selvbevisst tryghet, som igien gjør
ungdommen rik. «Jenny» er, foruten et betydelig digterverk,
ogsaa bud 0111 en gjæring, hvori tanker og følelser langsomt
omformes. Ogsaa i andre av de unges bøker findes der tegn.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
