Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Arne Møller: Det nye Islands drama og dramatikere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
244
Arne Møller.
ham tilbake til videnskapen og døden. Hun følger ham i
hans selvdømte fredløshet, og de dør sammen «i skjønhet».
Som denne konflikt er fremstillet, virker den som en
tvilsom teori, ikke som levende virkelighet — som en diskussion
mellem kunstneren og lægen, der ikke er blit kjøt og blod.
Personerne taler meget mere, end de lever.
Og under talen falder der dem ofte vellærte Ibsenske
og efter-Ibsenske sentenser ganske uforvarende ut av munden.
Det er et tilfælde, som ligner en tanke, at Vil da næsten
rimer paa Hilde. Derimot vil man neppe hos Ibsen, men
sikkert hos Kotzebue kunne finde en replik som denne
ulastelige, som elskeren sier til sin elskede: «Du vilde hellere se
mig død, Yilda, end at jeg skulde gjøre noget, som ikke var
mig værlig.» Man faar ondt av den elskede, som skal
trækkes med saa megen værdighet.
Men til trods for alt det konstruerte og ubehjælpsomme
er der noget, man lægger merke til i Dr. Rung. Det er
allerede overraskende, at en ung islænding formaar at uttrykke
sig saa naturlig paa dansk — enkelte sprogfeil og nogen
stivhet fraregnet. Men dernæst er der glimtvis en kraft og en
lyrisk varme, som er oprindelig. — Harald Rung og Yilda
Locken: «Har du glemt livet der utenfor. Husker du ikke
morgenen, naar solen endnu ikke er staat op, men skyerne
farves som av levende blod, og alle blomster staar med
halvt-aabne munde, som børn, der har diet sig i søvn. Længes
du saa ikke! — Eller natten, naar mørket tænder ild i havet,
og landet hviler som et stort dyr, der ligger og sover paa sine
føtter. Længes du saa ikke!» Vi Ida Locken: «Jo, Harald,
hvis jeg kunde være sammen med dig.»
Her taler Halla fra Bjærg-Eivind og hans hustru
jo allerede.
Eller denne rædselsanelse av døden. — Harald Rung:
«Jeg" vet ikke, om jeg sov, men pludselig følte jeg som et
koldt pust over min nakke — det var som fugleunger med
kolde nøkne føtter løp mig ned ad ryggen — (aabner øinene).
Jeg saa en skikkelse — saa langt borte som henne ved døren
omtrent — den holdt hænderne for ansigtet — du begriper
ikke den rædsel — der krøp ormer ut mellem fingrene.»
Og endelig kan vi nu efter at ha læst Bjærg-Eivincl
og hans hustru se, at der maa ha ligget noget dypt per-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
