Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Arne Møller: Det nye Islands drama og dramatikere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
254 Arne Møller.
Konflikten er gammelkjendt. Ogsaa i nyere islandsk
poesi; jfr. især Gestur Pålssons kjærlighetsnoveller. Men
løsningen blir en anden; ti tiden og digtningen er blit en
anden.
Elskoven kommer til den unge Ljot i den romantiske
skikkelse av botanikeren og jægeren Sølvi, der stadig er paa
farten (labbar sveit ur sveit). Jeg vet ikke, hvor
virkelig han er, denne romantiker paa Islands nøkne jord; men
det spørges der vel ikke saa meget om, naar han ikke bryter
stemningen. I hvert fald spørger Ljöt ikke derom. Hendes
ansigt rødmer for romantikeren, hendes unge hjerte tror
paa romantiken — hun sier ja til en fugleham og til et
stevnemøte med ham paa søndag ute i h raun et, o:
lavaørkenen. «Jeg er der, naar sol staar op — jeg er der, naar
sol gaar ned,» sier han og gaar for at komme tilbake som
omkvædet paa en folkevise.
Men Sveinungi er ingen ynder av folkeviseromantik. Han
har et andet solidere gifte paa haanden i bonden Arnes søn
Halfdan — saa vet han hvem der tar ved jorden, naar
han selv falder fra. «Men hvad sier du selv barnet mit,
din mor mener likesom jeg, saa det kommer an paa dig selv
— om du vil din egen lykke eller ei.» Ljot. «Jeg er bange
for, at jeg ikke vil min egen lykke.»
Men hendes mor kommer til, og Ljöt bøier sig for
forældrene.
Men i næste akt kommer j ord sk j æl vet. Det er aften
samme dag. Folkene er leiret i græsset utenfor et telt, de
tør ikke mer opholde sig paa gaarden efter det sidste
forfærdelige støt. Sveinungi alene staar op.
Deres angst og det rædselsfulde, de like har oplevet, er
udmerket skildret i korte samtaler, avbrutt av dødsstilhet.
Der er rædsel og tunge varsler i luften.
Folkene gaar ind i teltet for at sove. Men Sveinungi vil
ikke sove andetsteds end hjemme paa sin gaard. Jörunn
(hans hustru): «Du maa ikke være hjemme i nat, det ber
jeg dig om — det vilde være at friste Gud.» Sveinungi:
«Det er snarere ham, som frister mig! Hvis jeg flydde, da
fortjente jeg, at gaarden styrtet sammen (peker paa gaarden).
Der har den staat og biet paa mig kveld efter kveld, saa
længe jeg kan mindes. Jeg har set ruterne røde av sol, jeg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
