Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Høffding: Rousseau og det nittende Aarhundrede - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
346
Harald Høffding.
Endeligheder og Udvortesheder stedse øver Modstand mod
inderlig Koncentration, opstaar der et Spændingsforhold
mellem Liv og Tanke, der kan medføre Lidelse og Smerte.
Deraf den dvbe Pathos i den subjektive Tænkers Liv.1
Det er saa langt fra, at Kierkegaard er paavirket af
Rousseau, at han snarere vilde have følt Antipati imod ham, hvis
han havde kendt nærmere til ham. Men deres Stilling over
for den Tid, i hvilken de hver for sig levede, er analog,
ligesaavel som deres Holdning overfor det Livsproblem, de
havde faaet Øje for. Og det samme kan siges om en Mand,
der følte sig selv som Antipode til Rousseau, og ogsaa vilde
have følt sig som Antipode til Kierkegaard, hvis han havde
kendt ham, — Friedrich Nietzsche. Heller ikke han
fandt Livet udtømt ved den rationelle Viden, ved
«Oplysningen».2 Hans Antipati mod Strauss danner en Parallel til
Rousseau’s Antipati mod Voltaire. I sin Dionysoskultus fandt
Nietzsche Udtryk for den overvældende Begejstring, den
betagende Følelsesbevægelse, som ogsaa for Rousseau betegnede
Livets Højdepunkt.
Som Nietzsche sætter Dionysos over Apollon, og Apollon
over Sokrates, saaledes sætter han Livet over Kunsten, og
Kunsten over Videnskaben. Denne Tanke er ganske
Rons-seau’sk. Og dog foragtede Nietzsche den stakkels Jean
Jacques og saa i ham en af «Slavemoralens» værste
Repræsentanter. Han regner ham til dem, han kalder «meine
Unmög-lichen» (hvorved Rousseau iøvrigt kommer i ganske godt
Selskab). «Rousseau, oder die Rückkehr zur Natur in impuris
naturalibus» var ham en Afsky. Alt, hvad der stammer fra
Rousseau, var i Nietzsches Øjne «falsk, lavet, Blæsebælg,
overdrevet».3
Det Interessante ved de med Rousseau analoge Skikkelser
i det nittende Aarhundrede er netop det, at de i mange
Henseender tillige staa som hans Antipoder. Det er mod deres
Villie, at de komme til at aflægge et Vidnesbyrd om Vær-
1 Smlgn. min Bog om Kierkegaard som Filosof, Kap. III, 6—7.
2 Efter en Skuffelse i sit Forhold til to rationalistiske Venner udtalte han
til den trofaste Overbeck og hans Hustru: «er miisse doch immer wieder etwas
anderes haben; die reine Aufklärung genüge ihm nicht; die beiden verstanden
davon nichts». C. A. Bernouilli: Overbeck und Nietzsche. 1908. I, p. 338.
8 Götzendämmerung. Streifzüge eines Unzeitgemässen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
