Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Chr. Collin: Den nye livsvidenskap, i dens indvirkning paa kulturlivet. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
394
Chr. Collin.
Kun at den nye tidsaand for os mennesker har en
ganske enestaaende interesse. Hvortil kommer, at vi kan i nogen
grad bidrage til at paaskynde dens komme.1
1 Blandt de nye begivenheter inden biologien, som ikke kan undlate at
øve sin virkning paa kulturlivet, er denne, at teorien om det naturlige utvalg
i den form, hvori den blev fremsat av Darwin, synes at være bygget paa
et svigtende grundlag. En autoritet av første rang inden den nye
arvelighetsforskning, professor W. Johannsen i Kjøbenhavn, hævder (i «Elemente
der exakten Erbliehkeitslehre», Jena, 1909), at opsummering eller akkumulation
av smaa «fluktuerende variationer» ved det naturlige utvalg ikke kan antages at
ha forandret livs-typerne, da slike variationer ikke nedarves. Darwin fandt en
støtte i Galtons statistiske undersøkelser. Men Galton arbeidet ikke med «rene
linjer», men med en blanding av uensartet materiale. «Galtons lov er biologisk
uholdbar» (Johannsen, Elemente, s. 443. Jfr. s. 165—7. 324. 331). «Darwins
tid hadde slet ikke rigtig opfattet arvelighets-problemet» (s. 478). Siden
gjenopdagelsen av Mendel’s arbeider er arvelighets-forskningen, som blev
forsinketved den dogmatiske tro paa selektions-teorien, kommet ind i et nyt spor.
Nye livstyper opstaar, ifølge Hugo de Vri es, Johannsen og andre, ikke
ved summering av smaa, tilfældige variationer, men ved pludselige, springvise
variationer, de saakaldte mutationer». Det store spørsmaal er, hvordan disse
opstaar. Er de bestemt, ialfald for en stor del, ved de levende væseners eget
arbeide for sin livs-utvidelse? Professor Johannsen er tilbøielig til ialfald
foreløbig at avvise ikke blot Darwins selektions-teori, men ogsaa
Lamarck’ianer-nes teori om nedarvning av tilpasninger, som ubevist og for tiden endog
usandsynlig (Elemente, s. 336—8, 348—357).
Professor H. H. Gran (foredrag i Videnskabsselskabet, üwkt i «For kirke
og kultur») er enig med hensyn til selektionslæren (det naturlige utvalg kan
alene tilskrives en regulerende, væsentlig konservativ rolle), men hævder, at
nogen av de nyeste eksperimenter, av T o w e r (med coloradobiller), K a m m e r e r
(med salamandre og padder), Schröder (med en art av møl), av Gard ner
og Bord age (med henholdsvis kirsebær- og fersken-trær i troperne) og andre
forsøk viser, at resultaterne av individets selvregulering eller aktive tilpasning
efter nye livsvilkaar i visse tilfælde (ved overskridelsen av en viss terskel)
kan nedarves. Dog trænges der liere undersøkelser. Prof. H. H. Gran mener,
at «de lamarckiske idéer i hovedsaken er rigtige». 1 saa fald blir det altsaa
de levende væseners arbeide, som blir til livs-fremgangens hoved-faktor.
Palæontologiske undersøkelser synes at begunstige ny-lamarckismen.
Professor O. Abel i Wien (i sit n}*e verk «Grundzüge der Palaeobiologie der
Wirbeltiere», Stuttgart, 1912) søker at vise, hvorledes insekter, fugler, flyvefisker
og flaggermus har erhvervet flvve-evnen, først i faldskjerm-flugt, ved opøvelse
i nye vaner (i flugt for fiender, ved jagt efter næring eller utvandring). Flyvefisker
maa antages at ha erhvervet flyveevnen «durch häufig geübtes Emporschnellen
aus dem Meere». — [Altsaa ved eget arbeide!]. Gjennem videre og videre
opøvelse maa fuglene være naadd fra faldskjerm-flugt til flagre- og svirreflugt;
eller til svalens seilende flugt, lammegribbens svævende og albatrossens
glidende flugt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
