Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Edv. Lehmann: Øren og ord
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
406
Edv. Lehmann.
ak, man må høre og høre; efterhånden kan man ikke rumme
mere; tilsidst har man opbrugt selve sansen.
Og øret nægter sin tjeneste; for det er ikke det, det er
indrettet til.
Hvortil fik vi øren? Hvortil fik vi denne udspilede
brusklap og denne port ind til lydgangens labyrint med alle dens
sære instrumenter? Hvad var det til, dette øre, dengang det
var mere spidst og sad på en fyr, der var mere lodden?
Mon ikke til at opfange farens eller fødens eller parringens
signaler, og så sætte i spring med det samme. Se på hesten,
som den bruger sine øren og holder dem bestandig i
bevægelse: retter dem fremad eller lægger dem tilbage, så kusken
ved, nu må han passe på. Thi disse øren er en del af
løbet; den uafladelige given agt bestemmer, om der skal
sagtnes eller fortnes, springes tilside eller galopperes afsted.
Således har mennesket også oprindelig kun haft sine øren til
at give agt med, når der var noget på færde, noget at gøre.
Derfor har Jakob ret: at høre og at handle hænger sammen;
der er ingen grund til at høre, når der ikke er noget at
gøre.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
