Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ragnvald Moe: Den internationale fredsbevægelse og den italiensk-tyrkiske krig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den internationale fredsbevægelse og den italiensk-tyrkiske krig. 461
europæiske magter — deriblandt det daværende kongerike
Sardinien. Art. 7 — som her alene har interesse for os —
uttaler først at den Høie Port indrømmes adgang til at nyde
godt av den offentlige rets og den europæiske konserts fordele.
De 6 majestæter forpligter sig derefter, hver paa sin side, til
at respektere det Ottomanske Rikes uavhængighet og
territoriale integritet, garanterer i fællesskap den strenge iagttagelse
av denne forpligtelse og vil betragte enhver handling der er
av den art at den maa krænke den, som et spørsmaal av
almindelig interesse. — Fjorten dage derefter, 15de april, har
tre av magterne, Storbritannien, Frankrike og Østerrike, alene
sig imellem sluttet en traktat. Ved denne, sier de i
indledningen, vil de anordne sig imellem den kombinerte optræden
som enhver overtrædelse av Parisertraktaten maatte paakalde
fra deres side. Denne egentlige garantitraktat former sig
derefter som de tre staters garanti — i fællesskap og hver for
sig — av den i Parisertraktaten anførte tyrkiske
uavhængighet og integritet, som de eventuelt forbinder sig til, efter
avtale med den Høie Port, at forsvare med vaabenmagt.
Naar man vil forsøke at bestemme en saadan
garantiforpligtelses folkeretslige væsen, bør man, tror jeg, undersøke
følgende tre forhold: for det første selve formuleringen, for
derav saa skarpt som mulig at erkjende garanternes og den
garantertes gjensidige, eller i tilfælde garanternes ensidige,
forpligtelser; dernæst at undersøke de motiver som har iedet
parterne, og se fra hvem initiativet til garantien er utgaat;
endelig, for det tredje, gjøre sig klar den historiske situation
hvorunder traktaten er opstaat, for derav at erfare om der
ved integritetsgaranti i vedkommende tilfælde skal forstaaes et
virkelig retsbegrep, eller om den bare maskerer en politisk
magttanke.
Betragter vi nu forpligtelsen i den nævnte § 7, blir det
for det første klart, at den ikke er en selvstændig
traktatav-tale, men et indskud i en omfangsrik kongres-akt, og at den
derved naturlig faar et præg av en diplomatisk taleformel, og
gjerne kunde hat sin plads i introduktionen saaledes som den
førnævnte uttalelse i Algesiraz-akten og andre akter; eller,
at den i høiden kan betragtes som et utgangspunkt, et
forhandlingsgrundlag for de i traktaten forresten specielt
interesserte magter, hvortil Sardinien ikke hørte. Forpligtelsen gaar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
