Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Brudstykke av en roman
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Brudstykke av en roman.
479
karstid, og sognejenten Randi, som hans mor hadde sendt
dem, klarte rigtig godt det hele.
Tatjana gik lange turer i den bleke høst. Paa stierne
over Ekeberg møtte hun sjelden mennesker. Hjemme pinte
det hende undertiden at være ene, her var det hende kjært.
Hun var jo heller ikke ganske ene.
Hele vaaren hadde hun her hat Arilds følge.
Det var underlig at vide, at etsteds i det fremmede var
der et menneske, som altid tænkte paa hende. Et
menneske, som ikke kunde glemme noget av det, som de to
hadde hat sammen. En mand, som var bestandig hos hende,
hvor fjernt han vandret. Hun kunde sende ham to linjer,
som lignet det likegyldige; for ham var de kostbare.
Om hun kunde la sin haand stryke langs hans kind:
Stakkars Arild, stakkars kjære Arild!
Men undertiden var hun næsten vred paa ham.
Han kunde undvære hende. Han foretrak at gaa sin
vei ene. Og hvorfor? For ikke at bli mistydet? Eller fordi
det var lettere at resignere paa den maate? Eller hvorfor?
Hvad hændte der ham nu? Foregik der hos ham noget,
som forandret alt? Kanske var der en eller anden likegyldig
kvinde, som i næste øieblik ikke var likegyldig.
Hadde han været i hendes nærhet, vilde hun ha følt sig
tryg. Hun var næsten tryggere paa ham end paa Gerhard.
Nu gjorde selve brevene hende urolig. Han var saa
klok og saa behersket. Han stod likesom ved siden av sin
kjærlighet og betragtet den. Han kunde vist ogsaa ha andet
ved siden av. Det var jo ham, som hadde sagt, at en mand
kunde skille mellem sit hjertes liv og sine sansers liv.
* *
Det var især skumringstimerne paa Furubakken, som
var lange.
Øerne ute i fjorden blev blaalig sorte, mens et og andet
lys bevæget sig forbi dem.
Den som kunde reise!
Hun mindedes den vidunderlige tur, hun og Gerhard
hadde hat for faa aar tilbake som nygifte.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
