Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jac. S. Worm-Müller: Ledende ideer i fransk historieskrivning i det 19de aarhundrede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ledende ideer i fransk historieskrivning.
535
sofisk ved at ville forklare det naturlige, men høie sig for
mysteriet som uforklarlig, historisk ved at forene videnskap
og kunst.
Den nuværende franske historieskrivning har store
resultater at opvise; men den øver ikke længer europæisk
indflydelse. Den er for litet fransk; den har saa litet at si os.
Tyskland -gaar nu i spidsen.
Der er ved siden av magts- og statshistorikere som
Del-hriick, Lenz og Schäfer, som først brukte historien for at
konsolidere riket og holde statstanken oppe, men nu for at
støtte tyskernes krav paa Weltmacht, kommet frem en ny
retning i Lamprecht og Breizig, som hegge søker at finde
almindelige love, typer og kulturtilstande.
Historieskrivningens utvikling i Frankrike kan summeres
saaledes:
Den første retning er lilosofisk-romantisk; dens idéer er
nationalitetstanken og revolutionens frihetsidéer. Den er
kunsterisk og gjenopvækkende.
Den anden er psykologisk og naturvidenskabelig. Den
skildrer samfundstilstandene.
Begge disse grupper indeslutter de store personligheter,
de store historiske tænkere og kunstnere.
Den tredje er epigonernes tid eller kanske rettere en
nødvendig forberedelse for en ny generaliserende aand. Den er
kritisk, den er omfattende ved at den ser de historiske
kræfters mangfoldighet; men den er speciel.
For at uttrykke det i et billede:
Den første maler Frankrike.
Den anden tegner et orienteringskart, hvor de store
omrids, de store færdselsaarer er angit.
Den tredje maaler landet op og gir detaljkarter.
Naar den nuværende skole hævder tekstkritikkens og
detaljundersøkelsens betydning, er det rigtig. Den er en
conditio sine qua non; men den er ikke mer. Den
store historieskrivning forener netop videnskap, kunst og
filosofi, og den omfatter baade det, som Mathies kalder
historikerens egentlige opgave: «Det som kun hænder én
gang i livet, det tilfældige» og det almindelige.
Vistnok ligger de store, franske historikeres verker i
ruiner som saa mange naturvidenskabelige og medicinske syste-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
