Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dikken von der Lyhe Zernichow: Betje Wolff og Agje Deken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Betje Wolff og’ Agje Deken. 303
paa sine Anskuelser, brød sig Pokker om at give dem et rent
ydre Præg. Nu som altid gik hun klædt i de lyse, kostbare
Stoffer, hun holdt af, lod sin Elskværdigheds Sol skinne paa
retfærdige og uretfærdige og modtog ovenikøbet store
Pengeforsendelser fra Holland; hvad der naturligt gjorde hende til
en suspekt Person i de ivrigt vejrende Sansculotters Øjne.
Stor var hendes Forbitrelse, som Agjes Forfærdelse, da
Udsendinge fra Revolutionskomitéen kom for at arrestere
Borgerinde Wolff og skummelt lod sig forstaa med, at
Guillotinen var hende vis. Det vilde have set sort ud for den
lille Borgerinde, om hun ikke havde haft sine
Sprogkundskaber i Orden; men med sin vanlige Tungeraphed og
Ufor-færdethed forlangte hun ufortøvet at blive forhørt og
klargjorde for Dommerne sit Standpunkt og sin gode borgerlige
Herkomst med en saadan Fynd og Klem, at de straks lod
hende fri og sendte hende tilbage til den mer død end levende
Agjes Arme.
Efter det lille uventede Intermezzo gik Tiden atter
fredeligt hen, til et ligesaa uventet og endnu mere
skæbnesvangert Stød ramte dem, ved deres Ven og Forretningsførers
svigagtige Fallit, hvorved hver Skilling af deres Formue gik
med i Løbet. Da imidlertid den demokratiske Regeringsform
ogsaa i Holland havde vundet Sejr og Udvisningsordren mod
Patrioterne var tilbagekaldt, vendte Flygtningerne i skarevis
tilbage til Hjemlandet. Hvor lykkelige de to Veninder end
havde følt sig mellem den venlige bourgognske Befolkning,
havde Længslen efter Hjemmet dog aldrig et øjeblik forladt
dem, og nu, da Uheldet havde ramt dem, følte de end
stærkere Trang til at være nær deres egne. De besluttede sig saa
til at vende tilbage, efter syv Aars Udlændighed, og tog
Ophold i Haag, hvor de med usvækket Energi kastede sig ind
i Kampen for Brødet.
«Skønt jeg arbejder og slider med Oversættelser og
originale Skrifter, til jeg er bleven baade gul og grøn, er jeg
alligevel ikke kommen saa vidt, at jeg kan leve uden gode
Venners Hjælp — skrev Betje til sine Venner i Amsterdam.
Det gaar mig som den zeelandske Løve, der kæmpende mod
Uvejret søger at holde Hovedet oven Vande, fast besluttet
paa ikke at give fortabt.
–Jeg kan, som salig Sancho Pansa sige, at jeg ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
