Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ragna Nielsen: Utvikling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ragna Nielsen
ser i Norge. Fortællingen foregaar i 30-aarene. Av amtmand
Ram ms døtre er de tre dels med magt og dels med list
tvunget ind i et usympatisk egteskap. Det er moren seiv,
som har sat kransen paa ofrenes hode. Naturligvis. I den tid
var det en god mors første pligt at sørge for at døtrene blev
gift. Den fjerde, Sofie, er saa ormstukket i sin tro paa
mænds trofasthet og oprigtighet, at hun seiv ødelægger sin
livslykke, og som Camilla Collett siger, hun overlever sin
skuffelse, men hun er ikke mere Sofie.
Vi ser, at respekten for en ung pikes følelsesliv, forstaa
elsen av at hendes kjærlighet er en nødvendig betingelse for
lykken i det egteskabelige samliv, mangler likesaa fuldstændig
i 30-aarene som i Conradine Dunkers tid. Husker De, hvad
Cönrädine Dunker seiv fortæller om maaten hvorpaa hendes
første egteskap kom istand? Hun blev konfirmert da hun
var 14 aar gammel, fordi hun skulde forloves, hvad hun
seiv ikke visste noget om. Femten aar gammel blev hun gift
med en ældre, erfaren verdensmand. Paa sin bryllupsdag
sat hun fordypet i en bok, til moren kom og sa: «Nu er det
tid du klær dig paa, saa vi kommer tidsnok til kirken.» Ca
milla Collett har ret i, at hendes «fædrelandske kvindehjer
tets historie» er betydelig formildet. Virkeligheten var ofte
meget grusommere end i fru Colletts roman. Og forældres
brutalitet likeoverfor unge piker holdt sig meget længer end
til 30-aarene. Jeg kan godt fra min barndom huske kvinder,
som jeg saa paa med en grublandet interesse, nåar jeg møtte
dem paa gaten. Historier gik om dem, at de av forældrene
var tvunget ind i egteskap, og at de i fortvilelse hadde sagt
nei for alteret, men at presten hadde latt, som om han ikke
hørte det.
Saa nærmer vi os 80-aarene de «fæle» 80-aar, som vi
er vant til at kalde dem. Javel det var en fæl tid, saa
fæl som den tid maa være, i hvilken tidens apostler med
triumf viser frem en avskylig, sørgelig, nedslaaende virke
lighet, uten at kunne peke paa noget høiere, noget forsonende,
noget som kan hjælpe menneskene og løfte dem over den triste
virkelighet. Her i Kristiania hadde tidsaanden sit værste utslag,
synes jeg, i det berygtede Geijerstamske møte. Man forstaar
jo ikke altid saa godt en tidsforeteelse, mens man er midt
oppe i den, men siden har jeg tænkt, at min fornemmelse
12
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
