Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Thorvald Aarum: Syndikalismen - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Thorvald Aarum,
tration av formue og bedrifter paa færre og færre hænder.
Jo længere denne koncentrationsproces fortsættes, desto sterkere
vil armoden og elendigheten stige paa det andet hold, d. v. s.
blandt den store masse av befolkningen, og tilsidst vil den
spænding, som herved opstaar mellem samfundets elementer,
bli saa stor, at hele samfundsmaskineriet sprænges. Man
kommer tilsidst til et punkt, da for at tale med Ibsen «sy
stemet har krænget sig om til sin egen karikatur». Like
overfor den retslig bestaaende frie konkurranse staar der en
faktisk kollektivisert produktion, drevet av og for et faatal
kapitalister. Men da er ogsaa tiden blit moden for «den sociale
revolution». Der indtræder da en stor social katastrofe, idet
folket seiv sætter sig i besiddelse av de paa de faa kapitalisters
hænder samlede produktionsmidler og indfører en ny ord
ning, hvorunder produktionen drives av samfundet for alles
regning og til alles bedste.
Forsaavidt var altsaa Marx’s lære revolutionær, som den
forutsatte, at den kollektivistiske produktionsordning maatte
indføres ved et saadant katastrofisk kup, nåar blot tiden
dertil var inde, og saa overbevist var baade han og hans
nærmeste tilhængere om, at den tid var nær forestaaende, at
de ikke alene ildnede de lyttende skårer ved stadige profetier
om den store dags snarlige komme, men ogsaa anla hele
bevægelsens taktik med dette for øie. Hvad det gjaldt, var
nemlig alene dette ene, at arbeiderne ved hjælp av den al
mindelige stemmeret satte sig i besiddelse av den politiske
magt, foråt de i rette tid kunde bruke den til at gjennem
føre den sociale revolution. Alt det som ikke direkte eller
indirekte tjente til at øke arbeidernes politiske indilydelse,
ansaa de rettroende marxister ikke alene overflødig, men endog
skadelig. Derfor saa man dem ogsaa til en begyndelse stille
sig avvisende ikke alene til det parlamentariske samarbeide
med de andre partier for gjennemførelsen av soeiale refor
mer, seiv saadanne som helt og holdent kom arbeiderne til
gode; men de stillede sig ogsaa helt kjølige til arbeidernes
økonomiske selvhjælpsbestræbelser som f. eks. fagforenings
virksomheten og kooperationen. Det ene fornødne var at øke
stemmetallet ved valgene og repræsentanttallet i riksdagene,
men forøvrig at indta en fornemt avventende holdning.
(Ogsaa her mindes man uvilkaarlig Ibsens «forvente tidens
66
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
