Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Thorvald Aarum: Syndikalismen - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Thorvald Aarum.
De holdt dog tappert stand, bøiet av og til klogelig unda i
det rent formelle, men opgav intet av sine idéer, og litt efter
litt økedes deres tilhængere inden partiet især blandt de mere
oplyste medlemmer av dette, mens samtidig nye tilhængere
blev vundet særlig inden de akademisk dannede kredse.
Naar det socialdemokratiske parti i Tyskland fra denne tid
av stadig øket sit stemmetal ved valgene, skyldtes dette utvil
somt den mere moderate og reformvenlige holdning partiet
gjennem revisionisternes optræden blev nødt til at anta.
Til dato har virkningen av revisionismen eller som
den kaldes i Frankrike og Italien reformismen været den,
at det socialdemokratiske parti rundt om i landene er blit et
parlamentarisk politisk reformparti, som vistnok hævder den
socialistiske stat som endelig maal, men derfor ikke forsøm
mer at fremme arbeidernes interesser mest mulig ogsaa i det
nuværende samfund med de midler, som staar til raadighet:
lovgivning, bevilgning, administration og organisert selvhjælp.
Ja ikke nok dermed, at de socialistiske repræsentanter i na
tionalforsamlingerne opgir sin tidligere obstruktion; man op
lever ogsaa at se erklærte socialister som medlemmer av
«borgerlige» regjeringer (Millerand, Briand, John Burns o. fl.),
og av og til indgaar virkelig partiet allianser med de radi
kale borgerpartier.
Kort sagt, utviklingen har i det hele været slik, at den
socialistiske bevægelse var ifærd med at omformes til en
radikal-social reformbevægelse.
For alle dem, som alene i den skridtvise utvikling ad de
sociale reformers vei ser det sande hemskridt, skulde jo alt
dette synes godt og vel; men det sier sig næsten seiv, at den
skildrede utviklingsgang ikke paa alle hold er blit set paa
med de øine.
For alt det revolutionære og ntaalmodige blod har denne
bevægelse været en daarlighet, og efterhvert som den skred
frem, har der samlet sig saa meget oppositionelt tændstof, at
det tilsidst resulterer i en ny bevægelse av helt revolutionært
tilsnit, som med stor voldsomhet retter sine angrep mot den
«officielle» socialisme.
Det er denne nye retning, som er 1)1 it kaldt syndikalisme,
et navn som ingensomhelst idé gir om bevægelsens indhold.
Syndikalisme er et helt nøitralt ord, som paa fransk ret og
68
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
