Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Breve fra Martha Drachmann Bentzon til en norsk veninde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Breve fra Martha Drachmann Bentzon.
Hovedemne og mit Hovedstudium med al min fanatiske
Interesse. Jeg tror ikke noget Menneske kan forestille sig,
hvad det vil sige for mig at fordybe mig i Michelagniolos
personlige Optegnelser og Efterladenskaber. Jeg føler det
som et levende Samvær med ham. Og jeg kan længes der
efter, som jeg neppe længes efter noget levende Menneske.
Jeg forstaar det ikke. Men det er vel, hvad Grækerne kaldte
«mania».
De maa ikke blive træt af mig, fordi jeg sludrer om alt
dette. Det er en Besættelse, nåar det kommer over mig.
løvrigt har vi haft det dejligt siden vi skiltes fra Dem i
Xania. En gunstig Stjærne har hvilet over hele vor Rejse,
ikke mindst i Skikkelse af det mest straalende Vejr. Jeg har
faaet Norge igen; og min Mand elsker det neppe mindre end
jeg. Vor Nordlandstur var som en Drøm i et Æventyrland.
Vi gik fra Throndhjem med en langsom Postbaad, der var
fuld af Last og løb ind i mange Fjorde. Kaptejnen var en
morsom og prægtig Mand og Selskabet det bedste. Kun 14
Passagerer, kun Skandinaver, og alle fine og ejendommelige
Mennesker, som af et sundt Hjærte nød al Herligheden.
Himlen var skyløs, Havet spejlblankt og Varmen
strømmede nedover os, saa jeg troede vi af en Fejltagelse
var komne over Ækvator i St. f. Polarkredsen. Det skøn
neste af alt var Turen, en tidlig Morgen, fra Bodø langs
Kysten nordover, forbi Kjærringø og over Foldenfjord
med hele Lofotvæggen i Vest. Det var en Aabenbaring i
Lys: op af et atlaskes Hav steg et fantastiskt Land der syntes
gennemsigtigt at svømme i den sittrende Luft. En smilende
Frodighed smeltede her sammen med de dristigste og vildeste
Former og Linjer.
Vi havde Solnedgange med en Glød og Farvepragt som
jeg kim kender fra Syden, hvor Hav og Fjeld suger Himlens
Farver til sig for at gengive dein i dybere mættede Toner.
Men Nordens evige Lys hvilede over dem og gav dem en
ustanselig Skiften.
Nogen Hvile blev denne Tur imidlertid ikke; vi var
begge saa dødstrætte af de mange vældige Naturindtryk, at
vi kun paa Hjemvejen længtes efter at synke hen i denne
fredelige Hvile igen.
Vi var til at begynde med en Uges Tid
175
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
