Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Reidar Mjøen: Richard Wagner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Richard Wagner.
i en kritik av den fransk-italienske opera, «tyskerne vil et i
sig avsluttet kunstverk, hvor alle dele avrunder og forener sig
til et skjønt hele.» (Om gamle Weber seiv heter det hos
musikhistorikeren Finck: «Han var et geni, som døde av
længsel efter at bli en Wagner.») At Wagner nu ved sin
Gesamtkunst nærmet sig et antikt ideal, kan være interessant
som kunsthistorisk faktum, men det var jo ikke her han
søkte tilknytning for sin reform teoretisk set, det var snarere
hos det middelalderlige folkeskuespil, hos det tyske, folkelige
sangspil, saadan som dette levet og blomstret paa folkemunde
og i folketeatrene ogsaa paa Wagners tid, i det hele tat altsaa
hos folkets egen musik og sunde, naive musiksans. I den
primitive kunst findes sangen forenet med folkevisen og
dansen. «Det falder aldrig folket ind at synge sine sange
uten tekst, uten ordvers.» En saadan unatur var det forbe
holdt overklassen, førstestanden, at fremelske i arien,
virtuosoperaens arie, med dens triller, dens snirklede akro
batik. Som man ser vil Wagner ha sit musikdrama betragtet
som en demokratisk nyskabning i pakt med den Rousseauske
tidsaand.
Operaen er oprindelig en luksuskunst og var gjennem
aarhundreder en privilegert snobbekunst. Dens vugge stod
ved fyrstehoffet, og hofluften hang endnu i klærne paa den.
Dens virksomste uttryksmiddel blev arien, hin vanskabning
av et avsjælet musikalsk forstandsprodukt, men den anvendte
ogsaa til opnaaelse av en tom ydre effekt en række andre
midler, finaler, recitativer, tekstgjentagelser, kor, opfundet
av forfængelighet og behagesyke og anbragt i stykket uten
tanke paa kunstnerisk plan og sammenhæng. I denne
forfatning fandt Wagner operaen, da han fremtraadte,
opstykket. korrumpert, forfjollet, en Augiasstald av kunst
nerisk skarn og tingel-tangel, operaen, hans sjæls . instru
ment, hvis store muligheter som samlet uttryksmiddel
for menneskelig aand og følelse allerede hadde dæmret for
ham som gut. Saa ledet han ind i uhumskheten sit genis to
llodstrømme: sin glødende ildhu, sin kolde og klare kunst
beregning. Eller man kan bruke et andet billede og si,
han renset templet, sin kunstarts vanhelligede tempel, . . .
vekselerernes borde, Rossini, Aubert, Meyerbeer, Mehul,
Donizetti, Spontini. Aldrig har operaen før eller siden tjent
319
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
