Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Reidar Mjøen: Richard Wagner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
21 Samtiden 1913.
Richard Wagner.
hauers aand, dog uavhængig av denne. Det førte i sytti
aarene til bruddet med Nietzsche. Nietzsche stemplet ham
som «tidens typiske dekadent». Vi staar nu paa «Villa Wahn
frieds» grund. Wagners operaer er tragedier, likesom til
værelsen syntes ham en tragedie.
Den inderste kjerne i tilværelsen er en blind drift, en
blind übændig, aldrig hvilende og aldrig tilfredsstillet trang
og vilje. Denne vilje vil uophørlig; planløs, rastløs, sansesløs,
raser den i verden, evig og altid, uten maal, uten ende. Denne
selviske livstrang og livsvilje er det primære i naturen som
den er det i mennesket seiv, det er darwinismen, som uklart
og übehjælpelig dæmrer i filosofien. Og nu mente da altsaa
Wagner, i overensstemmelse med Schopenhauers kjendte
«viljeteori», at for denne blinde og ufornuftige verdensvilje,
som hos fornuftvæsener avsætter den evige indre splid og tve
dragt, som er livet, som er menneskets væsen, saa længe det
lever, for denne lidelse og motsigelse gives det ingen anden be
frielse end ved den endelige fornegtelse av selve «viljen til liv».
Av denne gamle Weltschmerz, som det ikke er særlig morsomt
at fordype sig i, er Wagners digtninge gjennemsyret.
Gjennem alle Wagners filosofioperaer gaar da et og
samme rop, ropet paa forløsning, paa bortdøen, paa ro, Nir
vana, paa befrielse fra «des Wähnens Graus» («Tristan»), eller
fra, som det heter hos Ibsen, alle «lyster, ønsker og begjær».
Den bleke, usalige helt i «Fliegende Hollander» sukker under
sin omflakken efter ro, «die lang ersehnte Ruh’», og opnaar
tilsidst förlösningen gjennem en kysk kvindes kjærlighetsdød.
Den samme forløsning vederfares ogsaa sluttelig, i døden,
den brunstige ridder i «Tannhäuser», efteråt han længe for
gjæves har kjæmpet mot sit sanselige jeg. I «Lohengrin» har
Wagner, som han seiv skriver, «længtet efter at hendø i et
element av uendelig overjordisk kjærlighet, som blot synes
opnaaelig i døden», og nu kjærlighetsoperaen «Tristan og
Isolde», det er tragedien om «Liebestod», om «Todes-wonne»,
befrielse fra verden. «Löse von der Welt mich los» synger
parret i duet, og alene synger Tristan: «Længselen, som aldrig
dør, roper nu længselsfuldt paa dødens ro.» «Mit barn,»
skriver Wagner til den kvinde, som inspirerte ham til
denne opera, Mathilde Wesendonck, «jeg kan endnu kun
tænke mig én frelse. Den heter: ro. Ro for længsler. ...
321
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
