Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Reidar Mjøen: Richard Wagner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
For en skjønhet i denne orkesterklang!
Reidar Mjøen.
Reidar Mjøen : Richard Wagner.
nogen søiler til pryd nedover langs væggen. Og dyp stilhet
i salongen, skjønt teppet endnu er for.
Saa blegner lyset helt. Orkestret intonerer. En vældig
klangmasse dypt nede i teatergrunden.
Og forhænget deles.
«Paa scenen tar alt sig anderledes ut,» skriver Schumann
til Mendelssohn i et brev kort efter det før nævnte. «De vil
paa flere steder i hans operaer visselig ikke kunne verge Dem
mot dype indtryk.»
Alt samvirker her, organisk forbundet, alt søker mot et
midtpunkt, eller kredser om midtpunktet, som blodet i et le
geme, sammenholdt med et net av traader, som slynges i
hinanden, lag ved lag, som et fint forgrenet fletverk. Det
er det nye ved Wagners operaer. Med Wagner holdt
psykologien sit indtog i operakunsten.
Ti er Wagners digtninger livsfjerne og metafysiske, saa
pulserer deres musik med desto rødere, livsvarmt blod. Hyl
der Wagner askesen i sine tekster, saa gjør han det ikke i
musikken til dem. «Sanseligheten,» skriver han, «er kunst
verkets realiserende moment.» Og her negter hans musik sig
intet. Med Wagner kom farven ind i orkesterkunsten, kolo
riten. Ofte synes han at skulde sprænge sit orkester med sit
krav til dets farvemagt! Wagners musik det er sensualismen
i ideens tjeneste. For at bruke hans eget billede: «Musikken
det erkvinden; digtningen, det er manden, hendes hode.»
Alt samvirker. Disse bløte halvskygger, disse brede saf
tige alfrescostrøk, denne lange, smidige, episk-psykologiske
melodisætning! Og baaret av orkesterklangen og belyst av
den perspektivisk paa en vidunderlig maate begynder de at
leve og aande, disse svære ideer og verdenssymboler, som be
væger sig deroppe, «utstraalingerne fra den blinde verdens
vilje», og detaarner sig iblandt mot himlen, men med præg
over sig av dyp menneskelig gyldighet.
Under dette indtryk glemmer en efterhaanden den geniale
Nietzsches aforismer.
Ja seiv om det er ens berettigede harme over garderoben
ved festspilhuset, saa viskes den umerkelig ut.
324
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
