Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elisabeth Brochmann: En bok for folket - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
den krybe lod ifred.»
Elisabeth Brochmann.
arbeide for folket. Men efter at ha skrevet henimot 100 linjer
faar han den lyse idé at slippe fra det vanskelige hverv, som
han nu seiv kalder en «umulighet», og isteden gjengi ind
holdet av Mennesket, den omarbeidede utgave, som Werge
land først skriver paa dødsleiet, 17 aar senere.
Altsaa : Farvel til kapitlets prangende overskrifter ! Farvel
til den kronologiske orden i boken !
Bull fortæller nu, at Welhaven møtes væbnet til sammen
støtet med en pen, «glødet i æstetik og skjønhetsbeundring,
en av utsøkte staaltraade sammensveiset damascenerklinge
mot Wergelands bredt hamrede rosenomvundne (!) norske
slagsverd».
Efter fremkomsten av «Skabelsen, Mennesket og Messias»
jager da Welhaven sin «velpudsede damascenerklinge» ind
mellem «sin antagonists troskyldige ribben». Og Wergeland
«føler sig saaret i sit hjertes inderste». Men det varer dog
ikke længe, førend vor digter føler sig saaledes ovenpaa, at
han kan besvare Welhavens følgende angrep med «urokkelig
selvfølelse» ! «Det er formelig en røst oppe fra parnas til
en liten æstetisk jordorm, som roter om i mulden ved dets fot.»
Det er Bulls skyld ikke Wergelands at man her
uvilkaarlig kommer til at tænke paa Johan von Ehrenpreis’s
berømte replik til Mads, da han ikke formaar at svare paa
rivalens uforskammede beskyldninger :
«Mod maddikker, som den, en himmel ikke fægter.
Og helten himmelhøi, ifald han øined den,
Saa faar vi høre om «den berømte eller kanske rettere
berygtede stumpefeide, hvori Wergelands plumpe østlandsvid
og Welhavens smidige bergenserfiskekjærringkjæft (!) bokstavelig
slugte hinanden og kastet hinanden op under studenter
pøbelens jubel» (!).
Derefter indrømmes, at det var Wergeland, som her var
saa uforsigtig at yppe striden. Og nu heter det videre:
«I tre tylfter epigrammer gjennembanker Welhaven sin
motstander, hvis svar paa kaardestøtene (banke med kaarde
støt?) nærmest ligner en rasende blind jotuns fægten ut i luften
med Tors hammer imot en Surturs tlammende ildspyd.»
Unegtelig en stor forandring tænker læseren; fiskekjærring
kjæft er forvandlet til Surturs tlammende ildspyd!
326
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
