Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Carl W. Schnitler: Andreas Aubert
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Carl W. Schnitler.
kultur. Han hørte trods alt til dem, imot hvem noget var
forbrutt herhjemme.
Enhver som saa hans vakre, sterke skikkelse og spænstige
bevægelser, kunde vanskelig førestille sig, at han var en mand
paa adskillig over de 60 (født 1851). Han hadde tat vare paa
sig seiv gjennem livet og blev forskaanet for at lide det, som
altid var hans største rædsel aandelig og legemlig slappelse,
avfældighet, ruin. Dette instinkt hænger nøie sammen med
hans dypeste og bedste egenskap som menneske og viden
skapsmand, hans altid vaakne sans for det egte og kjerne
fulde, hatet til det slappe og svækkede, til svindelen og re
klamen.
Student fra 1868 blev han moden mand samtidig med
dem, som betegner det moderne gjennembrud i norsk kunst
og kultur, og kom tidlig til at staa en række av dem sær
lig av kunstnerne personlig nær. For hans tidligste aands
præg synes den nationale grundtvigianisme og Kierkegaard at
ha hat betydning, og fremfor alt mottok han grundlæggende
indtryk av Wergeland og Bjørnson. Nu virket tillike den
samme moderne vesteuropæiske særlig franske kultur,
som ligger bakom 70—80-aarenes norske revolution, bestem
mende paa ham. Men hans sind bevarte til alle tider en
sterk etisk grunddrift og en uryggelig positiv idealisme, som
delvis forklarer hans valg av teologien til embedsfag (cand.
theol. 1877), og som stillet ham paa avstand fra nedbrytende
og yderliggaaende tendenser i den kulturkrise, som fulgte.
Bohemen og det demimondæne hadde altid hans sterkeste
antipati. Kunsten blev for ham ikke bare et studiemateriale,
men en av de dyreste av alle livsværdier til utvikling av et
rikere livsindhold og av en dypere og finere menneskelighet.
Det rendyrket artistiske kom for ham i anden række, og den
tveeggede formel «kunsten for kunstens skyld» bifaldt han
neppe i dens yderste konsekvens. En dyp, dogmefri reli
giøsitet var som hos ethvert betydelig menneske hans
aands grunddrag. Hans skjønhetsdyrkelse var av religiøs
art, og hans natur- og blomster-elskov var ikke mindre an
dagtsfuld end hans kjærlighet til kunst. Sikkert er Julius
Lange den kunstforsker, som har betydd mest for ham per
sonlig. Langes rike, lyse humanisme, hans mandige, klare,
dypt etiske personlighet stod altid for ham i fjern høihet
350
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
