Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Chr. Collin: Sfinksens gaade. Eller spørsmaalet om folkenes fremgang og forfald. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Chr. Collin.
de store helligaftener. Selve presterne og korgutterne opfører
skuespil inden kirkernes mure. Langskibet vider sig for fanta
sien ut til en hel verden, hvor den hellige histories optrin
foregaar paany. Vinduernes farveglød aapner utblik mot det
uendelige. Musikken faar nye uttryksmidler, nye rungende
orgeltunger, nye flerstemmige melodier. Kunsten som reli
gionen blir mindre krigersk stemt, mere vendt mot kjær
lighet og fælles glæde. Poesien blir aldrig træt av at drømme
om elskovs lykke. Videnskapen spekulerer og eksperimenterer
for at finde de vises sten og den evige ungdoms eliksir.
Filosoferne, som har den dristighet at ta den hedenske old
tids store vismænd til sine lærere, likesom Dante tar Virgils
førende haand, bygger himmelstræbende systemer, i stil
med de gotiske katedralers taarne og spir. Giacomo a Fiore
drømmer om «det tredje rike», aandsriket, den Helligaands
tidsalder, fredens og retfærdighetens tid. Roger Bacon uttaler
(mot slutten av denne periode) den sikre förvissning om at
mennesket kan optinde flyvemaskiner og mekaniske vogne
og skibe. Fremskridtstroen lyser i hans vidtskuende blik.
Denne tidsstemning, denne paa én gang religiøs-etiske,
kunstneriske og videnskabelige vækkelse forbereder og virker
sammen med det økonomiske opsving.
Den voksende landefred, handelsfred, veifred og byfred
gjør, at de arbeidende klasser atter kan begynde at frem
bringe overskud. I landsbyerne bidrager den religiøse væk
kelse sit til voksende samarbeide og arbeidslyst som vi
kan se det av et vidnesbyrd fra en noget senere tid: Chaucers
skjønne billede av «plogmanden», bonden, som ikke alene
utfører sit eget arbeide, men gjerne uten vederlag hjælper
fattige naboer med at treske og grave, «for Kristi skyld».
Men bønderne kan ikke i længden frembringe overskud,
medmindre de faar sikkerhet mot utplyndring. Feudaladel
og geistlighet, altsaa jordeierne, lærer litt efter litt at indse,
at det ikke alene er retfærdig og barmhjertig at la de livegne
bønder faa beholde en del av sit arbeides overskud i fred;
men at det i længden lønner sig ogsaa for jordeierne, som
alene derved kan vinde voksende avgifter. En gløg erkebisp,
i Besancon i Frankrike, uttaler, rigtignok først i midten av
det 14de aarhundrede, hvad sikkert mange har følt allerede
i det Ilte og 12te. Nemlig at de livegnes arbeide lønner sig
366
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
