Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gunnar Hauch: Breve fra Johan Svendsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ureve fra Johan Svendsen.
Netop falder det mig ind, at Din Fødselsdag falder i
denne Maaned, og for ikke som før altid at forsømme Gra
tulationen, skriver jeg øieblikkelig nogle Linier.
Du tror at jeg fører et Gudeliv fuldt af Poesi og Sang;
rigtignok er jeg i den senere Tid, fornemlig gjennem nogle
af mine Compositioner, blevet fordelagtigt bekjendt i nogle af
de herværende fremragende musikalske Kredse, og har jeg
ogsaa under den Tid, hvor jeg, som Følge af min Sygdom,
var uden Ansættelse, havt den Glæde at føle, hvormeget Sam
kvemmet med ligesindede og fremadstræbende Kunstnere
virker opfriskende og anspændende. Men desværre har jeg
igjen for længe siden maattet begynde at arbeide for Brødet;
og hvilket Arbeide! Hver Aften spiller jeg slet Musik i et om
muligt nok slettere Orchester; svag som jeg endnu er, er det
næsten et Under, at jeg kan udholde denne saavel legemlige
som aandelige Tortur. En stor Deel af Dagen er jeg nød
saget’til at beskjæftige mig med Nodeskrivning; føi nu hertil
Trykket af den Gjæld, som jeg for at friste Livet har været
nødsaget til at gjøre, og Mismodet over al den Tid, som
egentlig gaar tabt, saa indseer Du nok, at man har Uret i at
tro, at jeg danser paa Roser hernede. Et stort Held har det
været for mig at have truffet en ikke alene dygtig men ogsaa
menneskekjærlig Læge. Han forstod øieblikkelig, at min Syg
dom havde sin Rod i Sjælelidelser, og efter at jeg ærligt
havde skriftet for ham, behandlede han mig med en be
undringsværdig Indsigt. Især var det min egen moralske
Kraft, som han forsøgte paa at vække, idet han ved kraftige
Ord beviste, hvor stærkt et Menneske kan være, nåar det
eier Villie nok til at ville være det. At jeg nu nogenlunde
har vundet min Sjælero igjen, har jeg mere den Tillid til
min egen Kraft, som han vidste at indgyde mig at takke, end
den Medicin, som han gav mig.
Forresten lader det til, at jeg har vundet denne prægtige
Mands hele Interesse; han hehandler mig, som en kjærlig
Fader behandler sin Søn, og hengaar der nu sjælden en Uge
uden at han besøger mig, og meget ofte modtager jeg Ind
bydelse fra ham.
Kjære Søster!
Paris d. 9/s 69.
497
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
