Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Nielsen: Thomas Mann. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det er Udfoldelsen, det er Nedgangen.
I Hanno, Konsulens Søn, naas atter en Helhed, men en
Harald Nielsen.
Hans Forhold til hende nåar aldrig at blive nemt, hverdags
agtigt og kraftbesparende. Hun forbruger indtil de sidste Stem
ninger hos ham.
Som Forretningsmand gaar det ham paa samme Maade.
Han har ikke Bedstefaderens nøgterne, forstandsklare Ver
densmandsblik, ikke Faderens praktiske Duelighed, der laa
uforstyrret ved Siden af Følsomheden. Hvor disse saa Ar
bejde og Resultater, Held og Uheld, Dumhed og Klogskab
ganske simpelt, der ser han en naturlig og hemmelighedsfuld
Forbindelse med Personligheden, som han grubler over og
lammes af. «Hvad er Held? En hemmelig, übeskrivelig Kraft,
Omsigt, Beredskab ... Bevidstheden om ved sin blotte Tilstede
værelse at udøve et Tryk paa Livets Bevægelser omkring mig ...»
Det er Skæbnen bleven til Psykologi. Han er klog og dygtig,
men han er ikke hærdet. Tingene gør Indtryk paa ham,
frister ham og frastøder ham undenfor hans Forstands klare
Bud. Hans Væsen stræber mod at omfatte mere og mere,
opfatte mere og mere, overkomme mere og mere. Begræns
ningens snævre, sunde Vægge er nedbrudte.
Han er som en ædel Hest, der kan sprænges af sin Ær
gjerrighed og kastes sky til Side af et pludseligt Glimt.
Ved sin Side har han som en uhyggelig Understregning
af de Farer, hans eget Væsen rammer, sin Bi oder Christian,
Døgenigten, Gøgleren, der modtager Indtrykkene med unormal
Voldsomhed. Ogsaa et andet Menneske end Christian kunde
sige, at han elsker Teatret, men han vilde sige det med et
andet Tonefald, mere skødesløst, kort sagt mere heskedent.
Men Christian siger det i en Tone, der betyder: «Er mit Svær
meri for Scenen ikke noget uhyre mærkværdigt og interessant.»
I denne Person, der fra Barndommen har lidt af Tvangsfore
stillinger, som med sygelig Forkærlighed opsøger alle spidse,
skarpe, ætsende og pirrende Fornemmelser, og «som under
ordner sig med en irriterende Lethed, der viser, at han ikke
lægger Vægt paa Overlegenhed, Dygtighed, Respektabilitet og
Alvor», har Thomas Mann med blodig Ironi tegnet et Billede
af Tiden, et Billede, der fuldendes ved det sidste grusomme
Træk, at Christian vil gifte sig med en Prostitueret, fordi
«hun er saa sund saa sund».
552
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
