Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Einar Skavlan: Skuespil
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Skuespil.
menneskeskildringen. Skuespillet vrimler av vittige hentyd
ninger, som etser bort humbug og hykleri. Men figurerne er
frit opfundet og fyldt av selvstændig digterisk liv. «Parade
sengen» er ikke Gunnar Heibergs rikeste verk ; men det er
et av de muntreste og frieste.
Digteren Jørgen Alfsøns barn er allesammen prægetav den
skjæbne at være en stor mands sønner. Det har git dem den
tarlige trang til at optræ, til at stille sig i positur overalt.
Ved en slik stadig utadvendthet mot allemand blir inderlig
heten avstumpet. Alfsønnerne er ikke egentlig ukjærlige;
men de mister mykheten i sindet, fordi de altid skal passe
paa en ydre mine. Og det blir naturligvis mere komisk hos
dem, som maa laane hele sin glans fra en anden, end det
blir hos almindelige offentlige størrelser, som er noget i sig
seiv.
Men der er ogsaa rørende træk i denne repræsentative
utadvendthet. Der er noget av den ansvarsbevissthet, som
man kan finde hos kongelige, seiv nåar de er meget übe
gavede. Det er ikke bare praleri, nåar Frans ved farens
dødsleie sier, i sterk henførelse: «Og nåar den skjæbne
svangre time kommer, da skal vi reise katafalken saa høit,
at den er synlig over al verdens land. Der skal gaa frasagn
til sildigste tider om hvorledes en slegt og et folk stedet sin
største søn til jorden.» Det er vakkert og ærlig ment. Men
i næste øieblik er den frivole skjelingen ut til publikum der.
Frans fortsætter : «Ingen ikke hverken naa, øieblikket
er ikke inde til at nævne navn men ingen ingen skal ha
faat en slik gravfærd i dette land.»
Slik opnaar Heiberg paa en mængde steder i dramaet,
ved en bitte liten dreining av belysningen, at gi vittig og
rammende karakteristik. De tre brødre: kunstneren, forret
ningsmanden og døgenigten, er helstøpte figurer vidt
forskjellige, men med typiske likheter, som situationen gir.
Især er der en uforlignelig komik over den halvfjollede Julius.
Og svigerdatteren Elfrida, samtidig stolt av kunstnersleg
ten og ræd for ikke at være uangripelig nok bourgeoisi, er
festlig i sin hysteriske snobbethet.
Paa Gunnar Heibergs side i dramaet staar kynikeren
kinematografdirektør Lindgren, som næsten litt for brutalt
gjennemskuer Alfsønnernes forlorenhet, og desuten kusinen
645
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
